John "Faxe" Jensen er landstræner-vikar i Slovakiet

DBU bekræfter, at John "Faxe" Jensen er trænervikar for det nødlandshold, der onsdag spiller i Slovakiet

(ARKIV) John Jensen som træner for Randers FC den 4. oktober 2009. Dansk Boldspil-Union (DBU) bekræfter, at John "Faxe" Jensen og Hasse Kuhn bliver midlertidig landstrænerduo til testkampen mod Slovakiet onsdag. Det skriver Ritzau, tirsdag den 4. september 2018.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Fodbold 4. september 2018 15:12

FODBOLD: Dansk Boldspil-Union (DBU) bekræfter tirsdag eftermiddag, at John "Faxe" Jensen og Hasse Kuhn bliver midlertidig landstrænerduo til testkampen mod Slovakiet onsdag.

Duoen træder til i fraværet af Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson, der ikke står i spidsen for et hold af spillere, de ikke selv har udtaget.

- Vi skal stille hold i de to landskampe for at undgå millionbøder og mulig udelukkelse af landsholdet i flere år.

- På DBU’s og dansk fodbolds vegne er jeg glad for, at John "Faxe" Jensen har taget den svære opgave at stå som træner i de to kampe, siger Kim Hallberg, der er elitechef i DBU.

Den midlertidige cheftræner har påtaget sig opgaven for dansk fodbolds skyld.

- Der, hvor vi er nu, ser jeg kun tabere i konflikten, og dansk fodbold taber mest af alle.

- Når jeg siger ja til at hjælpe her, er det, fordi jeg føler meget, meget stærkt for landsholdet som institution, og fordi jeg mener, at det vigtigste dog må være, at kampene trods alt bliver spillet, siger John "Faxe" Jensen.

Han understreger, at han ikke tager stilling eller vælger side i striden mellem DBU og Spillerforeningen.

- Jeg håber bare at bidrage til, at vi kan komme gennem de to kampe, og at parterne finder en løsning hurtigst muligt.

- Landsholdet har betydet uendeligt meget for mig i min karriere og i mit liv. Det gør ondt at følge dette forløb, og jeg håber, at mit bidrag kan være med til at begrænse de negative konsekvenser, siger han.

John "Faxe" Jensen, der i begyndelsen af sin trænerkarriere gjorde Herfølge til dansk mester, stod senest i spidsen for Fremad Amager i den næstbedste række.

Hasse Kuhn, der bliver midlertidig assistenttræner, er til daglig træner for Skjold Birkerød i Danmarksserien, men huskes især for sin tid som træner for Lyngbys amatørhold, der spillede en halvsæson i Superligaen efter klubbens konkurs.

DBU meddeler, at nødlandsholdet nu er på vej til Bratislava. Navnene på spillerne vil først blive offentliggjort senere. /ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...