John Faxes ikoniske Arsenal-mål fejrer sølvbryllup

Forventningerne var høje, da John "Faxe" Jensen skiftede til Arsenal. Han scorede kun en enkelt gang for storklubben, men målet for 25 år siden huskes stadig.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

John Faxe Jensen John "Faxe" Jensen skiftede til Arsenal i 1992 som nykåret europamester. Tidligere repræsenterede han også Hamburger SV, men han spillede størstedelen af sin seniorkarriere for hjerteklubben Brøndby. Richard Sellers/Ritzau Scanpix

LONDON:I 1992 udødeliggjorde John "Faxe" Jensen sig i dansk fodboldhistorie med sit 1-0-mål i EM-finalen mod Tyskland.

Nogen stor målsluger var den krølhårede bulldozer på midtbanen ikke, men på klubplan har han også lavet et mål, der for en gruppe af fodboldfans har status som uforglemmeligt.

Nytårsaftensdag er det 25 år siden, at han scorede sit eneste officielle mål for den engelske storklub Arsenal, som han repræsenterede fra 1992-1996.

31. december 1994 udlignede han til 1-1 i det skuffende 1-3-nederlag på hjemmebane til Queens Park Rangers.

I den direkte transmission blev vendingen "at long, long last" brugt af den britiske tv-kommentator om målet, som stadig står klart i hukommelsen hos danskeren, der forud for opgøret havde spillet 97 Arsenal-kampe uden at score.

- Da jeg blev købt, havde jeg lige scoret i EM-finalen, og Arsenals fans troede, at de havde fået en kreativ og målfarlig midtbanespiller, men sådan var jeg jo ikke. Jeg var en boks-til-boks-type - en defensiv midtbanespiller, siger John Jensen.

Inden havde han alligevel scoret et par mål hver sæson for Brøndby, og han regnede da også med, at han jævnligt ville score for Arsenal, selv om det næppe ville blive de 10-12 årlige mål, som nogle fans forventede.

Danskeren var faktisk en flittig afslutter, men de som regel håbløse langskud var farligere for fansene bag målet end for målmændene.

Derfor blev hans uskarphed også et tema i Arsenals omklædningsrum og blandt fansene, da de havde indset, at "Faxe" ikke var en kopi af det målfarlige Arsenal-ikon Liam Brady.

- Det blev bragt op hvert halve år, at jeg ikke havde scoret. Allerede efter den første sæson begyndte tilskuerne at råbe "Shoot Johnny, shoot Johnny". De gjorde det også, når jeg havde bolden midt på banen. De mente det jo i en god mening, for de ville virkelig gerne have, at jeg scorede et mål, siger John Jensen.

- I omklædningsrummet blev der væddet på, om jeg kunne score. Det var meget humoristisk, tilføjer han.

En time inde i en kold lørdagskamp fik tilskuerne så udbytte af deres utallige opfordringer. Danskeren modtog bolden på hjørnet af feltet, tog et træk ind i banen, og med en følt inderside drejede han bolden i QPR-nettet.

Et perlemål på en afslutning, der i eftertidens Arsenal flittigt blev kopieret af Dennis Bergkamp og Thierry Henry.

Det følte skud var en kontrast til, hvordan danskeren normalt bare lukkede øjnene og gav bolden fuld peber. Men det var ikke helt tilfældigt.

- Jeg havde gået og trænet på det sammen med Paul Merson og Ian Wright.

- Normalt plejede jeg at skyde lidt mere lige på, og der har været mere power i de andre mål, jeg har scoret. Der var også power i det her mål, men det var med lidt mere gefühl, så den fik det skru, som den fik, siger John Jensen.

Han er glad for, at hans eneste Arsenal-mål også var et flot mål.

- Det var vigtigt, at det ikke bare var et klumpemål. Fansene ventede jo to et halvt år, og det blev et mål, de husker, ligesom danskerne husker mit mål i EM-finalen i 1992, siger han.

Scoringen mod Queens Park Rangers blev fejret med et ukontrollerbart jubelløb. Selv om Arsenal tabte kampen, blev John Jensens navn sunget efter slutfløjt. Og at det lige var danskeren, der havde scoret i nederlaget, sparede måske Arsenal-spillerne for en søndagstræning.

- Når vi havde tabt, kunne George Graham godt finde på at inddrage en fridag eller straffe os på en anden måde, men det gjorde han ikke her. Han gik over og sagde "Tillykke med dit første mål, John. Vi ses på mandag". Så det betød også noget for ham, at jeg havde scoret, siger "Faxe".

For aldrende Arsenal-fans er målet en evergreen. Nogle af dem nåede måske at få fat i den T-shirt, som klubben solgte med teksten "I was there when John Jensen scored".

- Det gik hurtigt med at få solgt den T-shirt. Jeg ved ikke, hvor mange tusind eksemplarer der blev lavet, men jeg skulle selv ned og købe en et par dage efter i fanshoppen, og der var den udsolgt, siger John Jensen, der dog fik fat i et eksemplar alligevel.

Fuldtræfferen var med til at fuldende danskerens status som en kultfigur i Arsenal. Det kunne også ses på Twitter, da Arsenal i 2016 spurgte sine fans på Twitter, hvor de var, da "Faxe" scorede.

- Jeg var på North Bank (tribune, red.), og jeg var helt ligeglad med, at vi tabte, for jeg var der, da JJ scorede, lød et af de første svar.

QPR-målmand Tony Roberts var målmandstræner i Arsenal fra 2008-2015 og blev et let offer for lidt røg.

- Han gemte sig altid, når jeg var derovre på besøg, for ellers skulle han høre på, at han havde lukket et mål ind fra en spiller, der aldrig scorede, griner John Jensen.

Ret beset scorede John "Faxe" Jensen også i straffesparkskonkurrencen mod Manchester United i Charity Shield 1993, men det mål står ikke opført i statistikkerne.

- Jeg er sindssygt stolt af at have scoret mod min gode ven Peter Schmeichel på Wembley, men det er nok bedst for historien, at jeg kun har lavet ét rigtigt mål for Arsenal. Ingen ville have husket det, hvis jeg havde lavet fem-seks stykker, siger John Jensen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.