John Fogerty til Frederikshavn

Rocklegenden spiller på Knivholt 5. juli

Hans Christensen
Fogerty gav en forrygende koncert 5. juli 2006 i Skovdalen. Samme dato i år spiller han på Knivholt ved Frederikshavn. Arkivfoto: Grete Dahl
Musik 11. marts 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: 5. juli, præcis ét år efter en anmelderrost og vellykket koncert i Skovdalen, spiller rocklegenden John Fogerty på Knivholt ved Frederikshavn. - Vi har kæmpet for det længe og endelig lykkes det, siger koncertarrangør Jan Thybo, der står bag koncerten sammen med Sportens Venner. Den legendariske forsanger fra Creedence Clearwater Revival, er efterhånden blevet 61, men han viste i Skovdalen, at han er i fin, fin form. Godt 30 numre, de fleste gamle Creedenceklassikere, leverede han - med fuld knald på og uden pause på sidste års Long Road Home-turné. Creedence Clearwater Revival blev opløst i 1972 og flere års bitter kamp med pladeselskabet om rettighederne til Creedence’s sangskat betød at man i de følgende 10 år ikke hørte meget til John Fogerty’s karakteristiske stemme, men fra midt i 80’erne var han tilbage som solist og lige siden har han turneret verden rundt. Dagen før, 4. juli, spiller John Fogerty i Odense, en koncert Jan Thybo arrangerer i samarbejde med Odense Ishockey Klub. I Odense er Johnny Madsen support, men da han er optaget andetsteds dagen efter, bliver det formentlig Billy Cross, der leverer opvarmningen i Frederikshavn. Billetsalget starter mandag klokken 10 og billetter på Billetnet og Festival Billetten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...