John Kerry på vinderkurs

Løbet snart kørt for de øvrige demokratiske kandidater

RICHMOND: Senator John Kerry vandt lørdag Michigan og Washington i sin kamp om at blive demokratisk præsidentkandidat og ventedes søndag at gøre Maine til den 10. af 12 delstater, hvor han har et flertal i Det Demokratiske Parti bag sig. Sejrene fejrede han med et hårdt angreb på præsident George W. Bush, som blev beskyldt for at være "ekstrem" og for at have lanceret en kampagne af løgne. Samtidig forsøgte Kerry at lukke døren for de demokratiske rivaler John Edwards og Wesley Clark, der markedsfører sig på, at de kommer fra sydstaterne. Både Clark og Edwards håber desperat på sejre tirsdag ved primærvalg i Tennessee og Virginia. Ved lørdagens vælgermøder i Michigan og Washington fik Kerry henholdsvis 52 og 48 procent af stemmerne, mens Vermont-guvernøren Howard Dean blev nummer to med 17 og 30 procent. Dean har sat en sejr 17. februar i Wisconsin som et forudsætning for at fortsætte sit kandidatur, men trods andenpladserne lørdag blev han samtidig ramt af ny modgang, da en fagforening af offentligt ansatte pludselig trak sin hidtidige støtte tilbage. Efter en serie hårde angreb på Bush lå Dean ellers i spidsen i adskillige måneder frem til midt i januar, men han har endnu ikke vundet en eneste delstat og antydede før weekenden, at han er på nippet til at give op. Ifølge meningsmålinger kan demokratiske vælgere godt lide Deans budskab, men et flertal anser ham ikke for at være i stand til at slå Bush. To meningsmålinger offentliggjort i weekenden viste derimod, at Kerry, hvis der blev holdt valg nu, ligger omtrent lige med Bush. Ifølge magasinet Newsweek ville Kerry endog slå Bush med 50 procent af stemmerne mod 45. Da det så mørkest ud for Dean, åbnede han op for at blive vicepræsident for en af de øvrige kandidater. Da han fredag blev spurgt om et eventuelt kandidatur som vicepræsident, svarede han, at "jeg vil gøre alt for at slippe af med Bush. Jeg vil gøre, hvad der er bedst for partiet". Lørdagens resultater så Dean dog som et budskab om, at han er demokraternes eneste alternativ til Kerry. Og meget tyder i øvrigt på, at Kerry har lært en del af Dean. Søndag beskyldte Kerry den republikanske præsident for at lyve. Kerry-lejren frygter, at Bush vil forsøge at portrættere senatoren og krigsveteranen som blødsøden og venstreorienteret, sådan som det var tilfældet, da Bush den ældre i 1988 besejrede Massachusetts-guvernøren Michael Dukakis. - Det står klart for mig, at de allerede er gået til angreb. De har en masse opdigtede historier, som vi er begyndt at få nys om. De har allerede fremført halve sandheder, forvrængninger og løgne, sagde Kerry søndag under en gallamiddag i Richmond i Virginia. - Amerikanerne står over for et fundamentalt valg. Vil vi fortsætte efter den politiske midterlinie, som har formet vores land? Eller vil vi fortsætte Bush-regeringens ekstreme vej? En vej, der er fundamentalt ude af trit med vores historie og vore håb? sagde Kerry. - George Bush, som taler om styrke, har gjort Amerika svagere. Svagere økonomisk, svagere i sundhed og uddannelse. Og sandheden er, at George Bush har gjort os svagere militært ved at trække for meget på vore styrker, overstrække vore reserver og drive os væk fra vore allierede, sagde Kerry. - Denne administrations ekstreme politik har kostet Amerika tre millioner jobs på tre år. De er ekstreme. Vi er i den politiske midte, og vi rejser os for at slå igen, tilføjede Kerry, som samtidig forsøgte at tage luften ud af sine sydstatsmodstandere. - Jeg er ikke bange for at komme til syden for at tale til folk om jobs, skoler, sundhed og miljø. Jeg tror, det er dem (Bush-regeringen, red.), som burde være bekymrede over at komme herned og tale med folk om de ting, de ikke har gjort, sagde han. Clark og Edwards har tidligere søgt at klandre Kerry for at være ligeglad med vælgerne i sydstaterne. En beskyldning, Kerry har afvist. /ritzau/Reuters