Johnny Depp rockede MTV-prisfest

I stedet for bare at sige tak for prisen, gav Johnny Depp et nummer med The Black Keys ved MTV Movie Awards.

Johnny Depp rockede MTV-prisfest

Hvis Johnny Depp nogensinde skulle blive træt af livet som skuespiller, så kan det være, at han i stedet skal satse på en karriere indenfor musikken.

I hvert fald har han talentet.

Det beviste hans søndag aften ved MTV Movie Awards, da showet blev afholdt i Gibson Amphitheatre i Los Angeles.

Johnny Depp skulle modtage den prestigefyldte Generation Award, der hylder en skuespiller eller skuespillerinde, der med succes har været i branchen i mange år.

Men inden han fik prisen overrakt af Steven Tyler og Joe Perry fra Aerosmith, gik han på scenen sammen med bandet The Black Keys.

Her greb han en guitar og spillede med på deres hit "Gold on the Ceiling".

- Det her er virkelig en ære, sagde han til publikum, efter at han fik prisen.

- Det er jo en slags nu-må-du-godt-stoppe-karrieren-pris. Du har lavet for mange film, sagde han.

Skulle han vælge at droppe skuespillet, så har han altså en mulighed i baghånden.

Johnny Depp er også med på Marilyn Mansons nyeste album "Born Villan". Han spiller nemlig guitar og trommer på den kontroversielle sangers coverversion af nummeret "you're So Vain".

/ritzau/