Johnny Madsen-maleri solgt til Axl Rose

På mandag sender Galleri 7 billedet til Guns N Roses-forsangeren i Malibu.

Ejerne af Galleri 7 i Skagen og Frederikshavn Steen og Gilda Karlsen har gennem flere år solgt musikeren Johnny Madsens billeder, og for nylig fik de en særlig henvendelse. Rockmusikeren Axl Rose fra Guns N Roses synes så godt om et af Madsens billeder, at han ville købe det. - Det var min datter Ditte, som gjorde Axl Rose opmærksom på vores galleri, og han så billedet af Johnny Madsen på vores hjemmeside, fortæller Gilda Karlsen. Axl Rose har ikke set billedet i virkeligheden. Men han ville alligevel gerne købe det for 40.000 kroner. Maleriet af Johnny Madsen hænger i Galleri 7 i Skagen, men ikke længe. - På mandag skal vi sende det over til Axl Rose i Malibu i Californien, fortæller Steen og Gilda Karlsen. Johnny Madsens maleri, som nu tilhører kollegaen Rose, forestiller et af Madsens yndlingsmotiver: publikum, som ofte er meget mutte i hans maleriske univers. - Da Johnny var færdig med maleriet, mente han, at billedet forestillede et ældre ægtepar, der ikke havde talt med hinanden i flere år, og selvom det ikke har nogen titel, så kom Johnny til at tænke på sangen "Her i vores hus er glæde - her i vores hus er fest, fortæller Steen Karlsen.