Johnny tror på, at alt er muligt

Skagen 1. december 2002 07:00

SKAGEN: Lederprisen inden for idrætten gik til en leder, der de senere år har været særdeles synlig på idrættens arena, nemlig formanden for Skagen Svømmeklub, Johnny Riisager Jørgensen. Også han var blevet narret til at komme. Hans opgave var at købe seks flasker rødvin til årets modtager, så han kom reelt til at modtage Idrætssamvirkes erkendtlighed, som han selv havde købt. Gaven fra børne- og kulturudvalget blev overrakt af udvalgets formand Karsten Hemmingsen, der også holdt talen for Johnny Jørgensen. Johnny Jørgensens interesse for idrætten er kendt viden om, og han er et foreningsmenneske, der helt klart slås for børnenes og de unges sag. Han er kreativ og arbejdsom, og alle kender til hans usædvanligt store hjælpsomhed. - For dig, Johnny, er alt muligt - vi andre skal bare overbevises herom. I din tid er klubben blevet beriget med babysvømning, og jeg ved at dit hjerte også banker varmt for svømning i den anden ende af aldersskalaen - pensionistsvømning, så det må siges, at du spænder vidt. Lige nu er du med i arbejdet med etablering af en ny sportsgren, triathlon, der kombinerer svømning, cykling og løb - alt sammen til glæde for børn og unge i Skagen. - I arbejdet omkring Nordiske Idrætslege har du gennem årene ydet en stor indsats. Jeg havde fornøjelsen at møde dig i Farsund i foråret - men ikke som medlem af delegationen fra Skagen. Farsund Svømmeklub manglede officials, så du og din kone smuttede til Farsund og hjalp jeres venner der, fortalte Karsten Hemmingsen. Det er ofte sådan, at aktive mennesker ikke begrænser sig til ét indsnævret område. Således også med Johnny, der i nogle år påtog sig opgaven som kasserer i Skagen Idrætssamvirkes bestyrelse, og som også sidder i bestyrelsen for Skagen Kultur- og Fritidscenter, og for nylig er valgt til formand for denne bestyrelse. - I en karakteristik af dig som person hører også dit gode, smittende humør, din begejstring og din positive veloplagthed - alt sammen kvaliteter, der helt sikkert letter din gang på denne jord. Jeg er overbevist om, at Skagen Svømmeklub med dig ved roret altid vil være et attraktivt og berigende samlingspunkt for børn og unge og deres forældre, sagde Karsten Hemmingsen. Diplom og de personlige gaver - inklusive rødvinen - måtte Johnny Jørgensen tage med hjem. Checken skal bruges i Skagen Svømmeklub. toen

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...