Turisme

Johnny Wiberg fik én krone tilbage i skat

Men desværre blev den ene krone modregnet og sendt videre til Frederikshavn Politi

SKÆVE:Johnny Ingvar Wiberg er oprindelig svensker, men bor i Skæve og har en kat, der hedder Grisling, som har en meget rolig opførsel. - Den kat skaber ingen panik, siger Johnny Ingvar med et syngende, svensk smil. Nej, det er rigtigt Johnny. Her er ingen panik. Du tager det hele ovenfra og ned, og du har prøvet så meget i dit liv, at du kun kan grine af en grotesk situation, du netop har været vidne til. Forleden fik Johnny to breve. Det ene var en årsopgørelse fra skatteforvaltningen - som jo i denne del af Vendsyssel er samlet i Frederikshavn - der viste, at Johnny Wiberg skulle have én krone tilbage i skat. "Til udbetaling: En krone", stod der. Én krone, tænkte Johnny. Hvorfor bruger de tid og penge på at sende et brev til mig, når det bare handler om en sølle krone? Men da han åbner det næste brev, bliver det værre endnu. Brevet er fra Sæby Kommune, der vil fortælle, at den ene krone bliver modregnet, fordi Johnny skylder "det offentlige" penge. I øjeblikket afdrager han nemlig på en bøde hos Frederikshavn Politi på 3000 kroner, og derfor bliver den ene krone sendt videre fra Sæby Kommune til politiet. Herefter skylder Johnny Wiberg så kun 2999 kroner. - Tænk på alle de penge, det koster at finde de oplysninger frem og sende dem til mig, siger vor smilende svensker. Men sådan en oplevelse tager som nævnt ikke pippet fra ham, for Johnny har haft sine ture nede på bunden. Man er hærdet, efterhånden. Han er uddannet både som kok og svejser og har været lærer i metalsløjd på en skole i Sverige. Men så begyndte ulykkerne pludselig at regne ned over Johnny. Først var han igennem en skilsmisse, og katastrofen indtraf, da et af børnene, den 14-årige Emelie, døde ved en ulykke. - Jeg trængte til at komme væk, så jeg tog på 14 dages ferie i Danmark. Først boede jeg på vandrerhjemmet i Frederikshavn, senere tog jeg videre til en campingplads i Sæby, fortæller Johnny Ingvar i det gamle hus i Skæve, hvor der er lavt til loftet, og hvorfra der er en klar udsigt til Jyske Ås. Kaffen står klar, men Johnny vil hellere have en øl. Eller to. Men aldrig flere, end han har styr på verden. Vi vender tilbage til campingpladsen, hvor en dejlig dame, der var fastligger og derfor boede i sin egen campingvogn, hver dag kom forbi Johnny Ingvars telt, fordi hun skulle hente vand. En dag spurgte hun, om ikke Johnny kunne tænke sig at spise aftensmad i campingvognen, og så blev de to kærester i over tre år, inden de gik hver til sit. Livet blomster, hvis bare man giver det en chance, er filosofien. Johnny Wiberg besluttede at blive i Danmark. Han elsker den danske natur, selv om her ikke gror helt så mange spisesvampe som i Sverige, og faktisk elsker han landet så meget, at han blev dansk statsborger sidste år. - Jeg har nok det, man kalder livsmod. Uanset hvad jeg kommer ud for, så vender jeg altid tilbage til livet. Johnny arbejder i øjeblikket på et aktiveringsprojekt i Thorshøj, men om få uger lejer han et værelse i Skagen, hvor han har fået et midlertidigt job på en fiskefabrik, og så handler det ellers om sild fra tidlig morgen til aften. Men det er også godt at komme på besøg i Den Svenske Sømandskirke, hvor man kan få en kop kaffe og læse de nye aviser. - Jeg har det godt her i Skæve, og i øjeblikket er jeg ved at sætte huset i stand. Desuden har jeg en fin kontakt til børn og børnebørn, som af og til kommer og besøger mig, fortæller Johnny Ingvar. Grisling har rejst sig fra sin plads i solen udenfor og er nu på vej ind i stuen, hvor den lægger sig i en solstribe. Forholdet til naboerne er også fint. For eksempel er der en ældre herre, der af og til dytter, når han kører forbi Johnny Ingvar Wibergs hjem - er det mon Skæves svar på Hjem-is-bilen? Næh, et trut i hornet betyder såmænd bare, at det er tid til at nyde en kold pilsner sammen med en god ven, og så kan det offentlige bare beholde kronen.