Jomfru Ane Gade går all in på grandprix

Masser af begivenheder som optakt til årets musik-event i Aalborg

Jomfru Ane Gade går grandprix-amok i denne uge. Blandt andet får man besøg af Jørgen de Mylius, der lørdag aften optræder som dj. Arkivfoto

Jomfru Ane Gade går grandprix-amok i denne uge. Blandt andet får man besøg af Jørgen de Mylius, der lørdag aften optræder som dj. Arkivfoto

AALBORG:Thomas Kristiansen smiler.

I aften slipper han melodigrandprix-ånden ud af flasken i Jomfru Ane Gade.

Det starter med en ristning - i ordets egentlige betydning - af festen, som samler og skiller vandene i Danmark. Nogle elsker at hade musikken, showet og hele herligheden. Andre elsker at elske den.

Det er nok mest førstnævnte, der vil stå på scenen, når tre stand-up’ere giver den fuld gas i aften på Grand Prix-ambassaden, som Das Bier Bar er blevet omdøbt til i disse sidste dage op til den store dag 7. februar.

Og det er ikke for sjov, at stedet har fået denne meget officielle titel påklistret. Det er her, de kendte vil samles og feste - og allerede fra torsdag aften.

Hæng ud med de kendte

Thomas Kristiansen glæder sig. Smilet bliver om muligt større.

For det er ikke første gang, grandprix-kendisser har besøgt hans beværtning i Gaden.

- Sidste gang, der var grandprix i byen, havde vi også musikere og værter på besøg, fortæller han.

Den gang var der et par friske nordjyder, der efter at have set værten Emil Thorup overvejede at give ham et lag tæsk.

- De var så bange, at jeg måtte følge dem ned til deres taxa, fortæller Thomas Kristiansen, der dog tror, at københavnerne havde misforstået lidt almindelig nordjysk humor.

Denne gang er årets værter til Melodi Grand Prix et par skarpe herrer i humorens henrivende univers. Og måske kan man være heldig at feste sammen med dem torsdag aften.

Hele showets spidser og kendisser samles nemlig på bierbar-ambassaden, som i den grad er pyntet op til diskofest. Fra klokken 21 kan pressen træffe hele selskabet. Klokken 24 åbnes dørene for Gadens gæster.

- Sidste gang var der godt gang i den - nogle af de kendte var selvfølgelig gået, fordi de skulle tidligt op. Men der var også nogen, der blev og gav den fuld gas, fortæller Thomas Kristiansen, der satser på, at det samme vil være tilfældet denne gang.

Fest med Mylle natten lang

Det slutter dog ikke her. Også fredag er der fest på Grand Prix Ambassaden, hvor man kan vinde billetter til Melodi Grand Prix i Gigantium. Og det endda blot ved enten at klæde sig ud som en af de store grandprix-stjerner eller give den fuld gas på karaoke-anlægget til et af grandprix’ets store - eller mindre kendte - ørehængerhits.

Lørdag er det helt store tilløbsstykke på den selvudnævnte ambassade. Under Melodi Grand Prix’et er der fælles fest med afstemning og hygge - og bagefter er der fuld blæs på hitmaskinen. Jørgen de Mylius overtager dj-pulten og giver den fuld skrue fra klokken 23 og lige så længe, grandprix-fansene holder ild i flammen. De gæster, der kommer direkte fra showet i Gigantium har gratis adgang.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden