Jomfru Ane Gade: Mange kører med underskud

Halvdelen af beværtningerne i forlystelsesgaden gav underskud sidste år, viser regnskaberne. Se resultaterne for de enkelte værtshuse

Lars Løcke
Foto: Martin Damgård
Aalborg 29. september 2015 06:12 - Opdateret 29. september 2015 12:26

AALBORG: Det kan godt være, at der er sort af festaber hver weekend, men det er tilsyneladende ikke en guldgrube at drive beværtning eller diskotek i Nordjyllands mest kendte turistattraktion - Jomfru Ane Gade.

Det viser en analyse af de senest offentliggjorte årsregnskaber fra selskaberne bag beværtningerne, som NORDJYSKE har gennemført.

Ud af de p. t. 21 aktive forlystelser i Gaden gav de 10 underskud.

Lægger man overskud og underskud i Gaden sammen, så var der i det seneste regnskabsår et samlet overskud efter skat på 4,7 millioner kroner.

To pengemaskiner i gaden

Bag dette tal gemmer der sig især overskuddene i to værtshuse.

Det drejer sig om ”Zwei Grosse Bierbars” med et overskud efter skat på 3,7 millioner kroner og ”Heidis Bier Bar” med et overskud på 1,4 millioner kroner.

De to tysk-inspirerede øl-barer tegner sig for to tredjedele af det samlede overskud i de i alt 11 beværtninger i Gaden, der gav overskud.

Underskuddene blandt de 10 tabsgivende forlystelser er i forhold hertil mere jævnt fordelt omkring et gennemsnitligt underskud efter skat på knap 350.000 kroner.

Det har ikke været muligt at skaffe tal for omsætningen i beværtningerne, idet selskaberne ikke er forpligtet til at oplyse disse i årsregnskaberne.

Derfor er det ikke muligt at gøre op, hvor profitable de enkelte værtshuse er - altså hvor meget de tjener eller taber på hver salgskrone.

Det er heller ikke muligt at gøre op, hvor stor løn den enkelte direktør - ejer - beregner til sig og dermed trækker ud af selskaberne som en lønomkostning.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...