Jomfruburet gav overskud

Næste års sommerspil er Skatteøen med musik af Sebastian

HJØRRING:Wienertonerne fra "Jomfruburet", dette års udgave af Hjørring Sommerspil, blev vekslet til klingende mønt i form af et overskud på 75.000 kroner. Overskuddet investeres i næste års forestilling, som er bygget over Stevensons klassiske roman "Skatteøen", dog med moderne musik af Sebastian. Hjørring Sommerspils overskud er faktisk endnu større end resultatet fra Jomfruburet. Overskuddet fra efterårsforestillingen 2003 var nemlig 54.000 kroner. Med et fradag for administrationsomkostninger på 30.000 kroner, lander overskuddet for regnskabsårets to forestillinger på 99.000 kroner. Efterårsforestillingen var Pippi Langstrømpe, der blev spillet på Vendelbohus. Hjørring Sommerspils kasserer, Mogens Baand, er meget tilfreds med resultatet. Sommerspillet budgetterede med et overskud på Jomfruburet på kun 6.000 kroner. - Vi kan takke ekstra sponsorindtægter for det gode resultat, vi havde nemlig færre indtægter på billetsalget på trods af, at godt 400 flere end i fjor var inde og se årets forestilling Jomfruburet, siger Mogens Baand. Sommerspillet budgetterede med 216.000 kroner i indtægt fra billetsalget, men på grund af de rabatter, men gav til dem, der købte hele forestillinger, så blev indtægten kun 183.000 kroner. Takket være sponsorerne , der blandt andre tæller Spar Nord, Baggesen og Hjørring Handelsstandsforening (der købte en hel forestilling), får sommerspillet alligevel et pænt overskud. Skatteøen Skatteøen skal instrueres af skuespiller Dorte Mørch, der i mange år har stået for sommerspillets koreografi Dorte Mørch er kendt med instruktørgerningen. Hun har i mange år instrueret Lundergård Revyen sammen med Anne Mette Nors. Kristina Hansson skal lede musikerne gennem Sebastians musik, mens Kai Kruchow Madsen, som i år, skal være scenograf og praktisk leder af sceneopbygningen. Skatteøen får premiere 24. juni og spiller ni forestillinger. Sidste gang 2. juli. Ingen roller er besat på forhånd. Hjørring Sommerspil holder efter nytår en optagelsesprøve - en audition - på Musikskolen i Dronningensgade, hvorefter de bedst egnede bliver udvalgt til rollerne. - Det er vigtigt, at sommerspillet hele tiden tilføres nyt blod, så vi holder os livskraftige. Det er også vigtigt at understrege, at sommerspillet er for alle, siger formand Thorvald Baggesen.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk