Jordanere demonstrerer mod dyr strøm

Demonstranter over hele Jordan protesterer mod høje priser på strøm. Styret advares om egentligt oprør.

Udland 1. juni 2012 16:43 - Opdateret 1. juni 2012 16:44

Jordanere demonstrerer mod dyr strøm

I tusindvis af jordanere gik fredag på gaderne i byer over hele landet for at demonstrere mod forhøjelser af prisen på el.

Det var almindelige mennesker, det var uafhængige aktivister og reformkræfter.

Alle protesterede de mod premierminister Fayez Tarawneh og hans regerings nylige beslutning om at hæve prisen på el med op til 150 procent.

Der blev demonstreret mod regeringen i hovedstaden Amman, i den nordlige grænseby Mafraq samt i den sydlige havneby Aqaba.

I den centrale del af Amman opfordrede demonstranter til, at der indsættes en national enhedsregering, der skal tage sig af Jordans økonomiske krise.

- Nej til stigende priser, Jordaneres ære er ikke til salg, lød nogle af slagordene.

Samtidig advarede aktivister myndighederne om, at prisstigninger på offentlige tjenesteydelser på et tidspunkt, hvor befolkningen har store økonomiske problemer, er noget af det, der kan udløse et "jordansk forår".

Det er en henvisning til "det arabiske forår" - opstandene, som har ført til regimers fald i Tunesien, Libyen, Egypten og Yemen.

- Regeringen hæver måske prisen på brændstof og el, men snart bliver det den, der må betale en pris, siger Fakher Daas, der er en af lederne i Den Folkelige Ungdomsbevægelse for Forandring.

Der har været spredte demonstrationer i Jordan i løbet af de seneste 17 måneder, hvor der har været opstande i en række lande i regionen.

Kong Abdallah har lovet reformer og har byttet rundt på regeringen flere gange for at prøve at tæmme utilfredsheden.

Tarawneh blev udpeget til posten som regeringschef i april, og han skal efter planen gennemføre en række reformer, som kan bane vej for et valg senere i år.

ritzau/dpa

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...