Graviditet

Jordemødre savner dokumentation

NORDJYLLAND:Jordemødrenes faglige organisation - Jordemoderforeningen - ser ikke nogen mulighed for at ændre beslutningen om at lukke fødestederne i Hobro og Frederikshavn. Men foreningen håber at kunne påvirke Sundhedsstyrelsens fremtidige holdning i lignende sager. - Vi savner en holdbar dokumentation fra Sundhedsstyrelsen for, at der er en forøget risiko for kvinder - hvor man venter en ukompliceret fødsel - ved at føde på klinikker, der udelukkende er bemandet af jordemødre. Normalt har vi i andre sager en god dialog med Sundhedsstyrelsen, og derfor håber vi, at vi kan ændre holdningen, siger Jordemoderforeningens formand Lillian Bondo. Hun fortsætter: - Dybest set mener jeg, at Sundhedsstyrelsen nedvurderer kvinderne ved, at sige, at de ikke er gode til at forstå information om tilbuddet om at føde på en jordemoderledet klinik, siger Lillian Bondo. Hun er tilfreds med, at Sundhedsstyrelsen ikke stiller spørgsmålstegn ved det forsvarlige i, at kvinder vælger at føde hjemme med hjælp fra en jordemoder.