Jordens frugter skal op i lyset

Forskerne vil genoplive de gamle danske rodfrugter med nye og spændende måder at tilberede dem på

De er supersunde og smager godt. Alligevel bliver de gamle danske rodfrugter som gulerødder, rødbeder og jordskokker brugt alt for lidt i de danske køkkener. Det vil forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet råde bod på med et nyt projekt. Her skal forskerne kortlægge rodfrugternes smagsforskelle og samtidig sparke gang i nye måder at tilberede de jordnære knolde på. - Klimaet i Danmark er meget velegnet til dyrkning af kvalitetsrodfrugter. Vi har en unik viden om produktion, smag og smagskomponenter fra flere års forskning i gulerødder. Vi har desuden én af verdens største klonsamlinger af jordskokker. Men f.eks. jordskokkernes smagsvariation og gastronomiske egnethed er ikke kortlagt, siger seniorforsker Merete Edelenbos fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, som står bag projektet. Sammen med gartnere, kokke og professionelle smagsdommere vil forskerne prøve at finde ud af, hvilke komponenter i råvaren der skaber smagsvariation, og hvordan smag varierer i forhold til sæson, anvendelsestidspunkt og tilberedning. - Resultaterne kan senere anvendes til at udvikle nye rodfrugtprodukter med høj kvalitet til glæde og inspiration for danske kokke og forbrugere, siger Merete Edelenbos. Første del af projektet bliver dyrkning af forskellige sorter og kloner af rodfrugter og efterfølgende vurdering af råvarerne ved smagsbedømmelser og gastronomiske test af trænede smagsdommere. Senere skal udvalgte sorter tilberedes på forskellige måder, så man finder ud af, hvilke der egner sig bedst til at blive f.eks. pureret, bagt eller marineret. /ritzau/