Jordens undergang: Det vil danske musikere høre

Hvis Jorden går under, vil de danske musikere høre Fun, Fleetwood Mac og Bob Dylan som det sidste.

Jordens undergang: Det vil danske musikere høre

Hvad er den sidste sang, man sætter på, når Jorden går under? De danske musikere har mange forskellige bud på, hvilken sang de allerhelst vil høre, før det hele er forbi, fortæller de i en rundspørge lavet af streamingtjenesten Wimp.

Se deres bud her:

Sys Bjerre: Fun feat. Janelle Monáe - We Are Young

- Det afhænger af, hvilken dag man spørger mig, men hvis jeg skal vælge et nummer i dag, ville det være "We Are Young". Fordi det nummer får mig til at holde op med at frygte døden. I hvert fald i 4 minutter.

Tue Track fra Malk De Koijn: Tchaikovsky - Dance of the Prince and the Sugar Plum Fairy

- Først og fremmest fordi nummeret er kort, for hvis Jorden skal gå under, så lad det ske i en helvedes fart, så folk lider mindst muligt. Men nummeret giver mig også lyst til bare at lukke øjnene og tænke på noget godt. Nummeret har det hele: alvoren, glæden, trygheden og ikke mindst stemningen af fantasi. Fantasiens verden har jeg altid godt kunnet lide, det er et behageligt sted at være. Og måske især når Jorden går under.

Vinnie Who: Fleetwood Mac - Never Going Back Again

- Da Jorden blev profeteret at gå under allerede tilbage i 2007, fik vi et opkald fra R. Kellys manager, og en aftale kom i hus. Aftalen gik på, at de henter os i mr. Kellys rumskib sammen med andre heldigt udvalgte, hvor der vil blive serveret "pagne" og "garer" til alle til det her nummer - på repeat.

Jacob Bellens: Louis Armstrong - We Have All the Time in the World

- Oprindeligt var det vist nok et James Bond-nummer. Den kunne jeg godt høre de sidste minutter. Det er en smuk sang, der indikerer, at vi alligevel er evige sjæle, der ikke nødvendigvis er bundet af tid og sted, og den forekommer mig passende til situationen. Jeg ville nok oven i købet fælde en lille tåre.

Kira Skov fra Persona: Bob Dylan - Make You Feel My Love

- Jeg ville lytte til Bob Dylans "Make You feel My Love". En af verdens smukkeste kærlighedssange, og det må vel siges at være på sin plads på sådan en dag!

The Floor Is Made of Lava: Blur - No Distance Left To Run

- Trist med den undergang, så en trist sang at gå ud på. Blueset, beskidt og følsom guitar, der blender smukt ind med resten af pladens småsyrede, sfæriske univers. Hold kæft en anmelder-agtig sætning, men når alt kommer alt, så har det altid været en af mine yndlingssange og ikke mindst album.

Kristoffer Rahbek: Phil Collins - You’ll Be in My Heart

- Det skulle helt sikkert være "You'll Be in My Heart" med Phil Collins. Så ville jeg samle hele familien omkring mig og bruge sangen til at sige, hvor meget jeg holder af dem. Sætningen: "Yes, you'll be in my heart, From this day on, Now and forever more" siger ligesom det hele. Og så er det jo bare en skide dejlig sang.

Niklas Schneidermann fra Magtens Korridorer: The Rolling Stones - Jumpin' Jack Flash

- Det sidste nummer jeg vil høre, inden jeg går under sammen med resten af Jorden, er ’Jumpin’ Jack Flash’ med The Rolling Stones. Fordi det er verdens sejeste nummer. Det får mig til at føle noget i retning af "jeg er en helvedes karl, og det skal sgu nok blive sjovt, det her - bring it on".

Hør numrene her: http://blog.wimp.dk/2012/12/19/playliste_dommedag/

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.