Jordstråler, healing og hjælpsomme skytsengle

AARS: Messecenter Aars åbner om fjorten dage den alternative messe, hvor de alternative behandlere vil vise håndlæsning, clairvoyance, healing, massage, kanalisering, iris-analyse, zoneterapi, kosttest, kranio-sakral-terapi, astrologi, horoskoper, feng shui-rådgivning, kinesiologi, biorytmer og jordstråler og meget andet. - Vi vil at vise, hvilke alternative og spændende behandlingsformer, der findes, hvad de indeholder og hvordan de virker, forklarer medarrangør af messen, Marianne L. Petersen fra Ca'luna Bogforlag. Hun står selv for et foredrag på messen om boligindretning med Feng Shui. - Vi sætter fokus på at give den enkelte en viden og indsigt i den alternative verden, hvilken behandlingsform der virker på hvilken måde og hvad der måske kan hjælpe den enkelte. Samtidig ønsker vi at sætte fokus på at der er meget mere mellem himmel og jord end vi som menneske har mulighed for at forstå med foredrag af Peer K. Boeriis fra SIlkeborg om skytsengle. Lørdag fortæller Mette Møller om tankefeltsterapi, en helt ny behandlingsform. Kim Notholm-Larsen fortæller og besvarer spørgsmål om ånder.