Josefsen har udsigt til luftdåb

Fredag aften springer hun ud med faldskærm

Birgit Eriksen
Birgitte Josefsen siger, hun glæder sig til at se Brønderslev Kommune sådan lidt fra oven. Arkivfoto
EMNER 23. august 2007 06:00

JERSLEV: Når Jerslev i morgen inviterer til Open by Night er aftenens højdepunkt i bogstaveligste forstand et faldskærmsudspring, der åbner aftenen. Folketingsmedlem og byrådsmedlem Birgitte Josefsen har sagt ja til at kaste sig ud over byen - vel at mærke i et tandemspring. Og Josefsen tøvede ikke med at sige ja til udfordringen. - Da Torben Stisen ringede sagde jeg bare: Yes. - Jeg har tit tænkt på, at det kunne være spændende. Jeg flyver meget og jeg nyder udsigten ind over Nordjylland, når man kan se Limfjorden og kan pege de forskellige steder ud. Her er chancen til at se kommunen fra oven, smiler hun. Birgitte Josefsen er ikke et øjeblik nervøs for nedturen, som foregår med en rutineret faldskærmsspringer. - Jeg regner med, han tager stødet. Og Torben Stisen gjorde meget ud af at fortæller, at der er nul dødsulykker. Birgitte Josefsen tilføjer, at det vildeste hun har prøvet i den retning er at spring ud fra militærets træningstårn. - Men vi skal prøve noget her i livet. Det er så fedt - og de lover heldigvis godt vejr. Sikkert er det, at det ikke må være alt for meget vind, når faldskærmspringet udføres. Sker det, bliver det aflyst. Ifølge planen forlader Birgitte Josefsen flyet klokken 17.55 - og hun lander præcis klokken 18 på landjorden. Aftenens åbningstale er lagt i hænderne på formanden for udviklings- og planlægningsudvalget Bendt Danielsen. Og ellers står den på musik fra Møllegårdens Rockband og Swot Guld. Squaredanserne sørger for sus i skørterne. Og børnene kan drikke sodavand og spise popcorn og andre fristelser ganske gratis. - Vi får Nordjyllands største isbjerg. 20 tons is bliver kørt ind på torvet og fyldt med sodavand - gratis sodavand - sponsoreret af lokale folk. Og så fyrer vi det flotteste fyrværkeri af som punktum på aftenen, fortæller Torben Stisen, der er tovholder på arrangementet. - Vi laver Open by Night for femte år, og det her kan lade sig gøre, fordi vi har fantastisk opbakning. Håndværkere, næringsdrivende og foreninger, står sammen om aftenen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...