Lokalpolitik

Josefsen: - Kritik er skudt forbi

NORDJYLLAND:Den seneste tids kritik af regionspolitikernes indflydelse og beføjelser er skudt forbi, mener folketingsmedlem Birgitte Josefsen (V). - De politikere, der har den frustration, har glemt at forholde sig til, hvilken opgave de blev valgt til, siger Birgitte Josefsen, der er sit partis spidskandidat ved regionsrådsvalget næste år, efter at blandt andre flere af hendes partifæller i NORDJYSKE forleden udtrykte frustration over opgaver og arbejdsform. Hun mener, at regionerne "er en ny konstruktion, men den er ikke kedelig". Der er vigtige opgaver at løse inden for sundhed og regional udvikling. Ikke som for 20 år siden - Jeg mener bestemt, der ligger mange udfordringer i regionerne, siger Birgitte Josefsen og opfordrer til, at vælgerne sammensætter et regionsråd af politikere, der "kender og accepterer det nye set-up". - Det handler om at være politiker i et moderne og dynamisk samfund, og så er det ikke sikkert, at opgaven skal løses på samme måde, som man gjorde for 20 år siden. Hvis ikke man kan leve med det, skal man nok finde noget andet at bruge sin tid på, siger hun. Et af kritikpunkterne er ad hoc-udvalgene, der arbejder med et bestemt tema i et år ad gangen. Det er netop styrken, mener Josefsen, - det skaber dynamik og drive, at man har udvalg, hvor der sker en løbende udskiftning. På den måde undgår man, at politikerne gror fast i deres udvalg, og sikrer, at de i stedet ser på helheden, fordi de får rollen som regionspolitikere og ikke udvalgspolitikere. Åben for justeringer Birgitte Josefsen mener, at politikerne i udvalgene har gode muligheder for at få indflydelse på områder, de behandler. - Meningen er, at de går i dybden med et tema og derefter løfter deres holdninger ind i de politiske grupper, drøfter det med medlemmer af forretningsudvalget og udtaler sig, når sagerne kommer til afstemning i regionsrådet, understreger hun. Birgitte Josefsen er åben over for mindre justeringer i arbejdsformen - men hun afviser socialdemokraten Rasmus Prehns ønske om at give regionerne fuldmagt til at handle på andre felter end i dag.