EMNER

Journalist dræbt ved angreb på hotel i Bagdad

BAGDAD:En tv-fotograf fra det britiske nyhedsbureau Reuters døde tirsdag, efter at en amerikansk kampvogn tidligere på formiddagen skød mod Palestine Hotel i Bagdad, hvor adskillige udenlandske journalister opholder sig. Den 35-årige Taras Protsyuk var ukrainsk fotograf, og han havde siden 1993 dækket en række konflikter - Bosnien, Tjetjenien, Afghanistan og Kosovo - for Reuters. Tre andre Reuters-journalister og en spansk journalist blev såret ved angrebet, som den internationale journalistorganisation IFJ i skarpe vendinger fordømte. - Der er ingen tvivl om, at disse angreb kan være rettet mod journalister. I så fald er de meget alvorlige overtrædelser af international lovgivning, konstaterede IFJ's generalsekretær, Adian White. Ifølge chefen for USA's 3. infanteridivision, general Buford Blount, blev hotellet angrebet, fordi de amerikanske styrker var blevet beskudt af snigskytter på hotellet. - Jeg kunne ikke høre et eneste skud komme herfra, i særdeleshed ikke fra hotellet, lød den efterfølgende kommentar fra journalisten David Chater fra den britiske tv-station Sky. Også Reuters' chef, Geert Linnebank, kritiserede beskydningen. - Det er tydeligt, at krigen med al dens forvirring er kommet til Bagdad, men hændelsen rejser ikke desto mindre spørgsmålstegn ved de fremrykkende amerikanske styrkers evne til at bedømme situationen, når de hele tiden har vidst, at hotellet er hovedbasen for alle udenlandske journalister i Bagdad, sagde Linnebank. Tidligere på morgenen blev en korrespondent for den arabiske tv-station Al-Jazeera dræbt, da tv-stationens kontor i Bagdad blev ramt af en raket under et amerikansk luftangreb. - Bombningen af hoteller, hvor journalister opholder sig og af arabiske medier er især chokerende begivenheder i en krig, der kæmpes i demokratiets navn, sagde IFJ's White. Informationsministeriet er rykket ind på Palestine Hotel, og Adian White beskyldte de irakiske myndigheder for dermed at bruge journalisterne som civile bombeskjold, og han krævede såvel de irakiske myndigheder som koalitionsstyrkerne straffet efter international lov, når krigen er slut. /ritzau/Reuters