EMNER

Journalist med godt overblik

¤Jens Hukiær, journalist, Kolloparken 34, Frejlev, fylder mandag 50 år. Jens Hukiær er født i Haldrup ved Horsens. Det er mere end en snes år siden, at han kom til det NORDJYSKE Medier. Inden havde han arbejdet på Horsens Folkeblad, hvor han også gennemgik journalistuddannelsens praktiktid. I en periode var han Horsens Folkeblads lokalredaktør i Nørre Snede. På det daværende Aalborg Stiftstidende begyndte han, som redaktionssekretær på Aalborg-redaktionen, hvor han hurtigt vandt stor respekt for sit overblik og sin omhu. Han magtede at få det daglige arbejde til at glide, og kolleger kunne altid regne med, at Jens Hukiær havde styr på alle de praktiske forhold, der skal være i orden ved planlægningen af en avis. Og sådan er det stadigvæk. I løbet af årene har han vist sig som en allround-journalist, der hurtigt kan overtage en ny plads på holdet. Han kan veksle mellem skrivende job, arbejde som redigerende samt opgaver med nettet, radio og tv. Senest er han i en periode trådt til som nyhedsredaktør med ansvar for nyhedsstrømmen til avis, radio, tv og net. Og kolleger kan trygt regne med, at det er en mand med overblik og ordenssans, der sidder i stolen. Gennem en lang årrække har han som bestyrelsesmedlem i den redaktionelle medarbejderforening nydt kollegernes tillid. Her sørger han som kasserer for, at der altid er styr på pengene. I en årrække som redaktionssekretær og souschef på NORDJYSKE's sportsredaktion demonstrerede Jens Hukiær stor sans for at få det bedst mulige resultat ud af fælles anstrengelser. Hans skarpe evne til at få ting på plads, få opgaver udført og få system i planlægning og samarbejde, har været en klar fordel for såvel kolleger som avislæsere. Ingen har på noget tidspunkt behøvet at være i tvivl om, hvor man har Jens Hukiær. Han siger tingene ligeud, som de er, og baner så hurtigt vejen for at komme videre. Stor loyalitet har alle dage kendetegnet ham på jobbet, og gjort ham såvel respekteret som velanskrevet i sine forskellige funktioner. Lidt gammeldags udtrykt vil mange sikkert kalde Jens Hukiær et regelret menneske. For ham betyder det, at man skal behandle hinanden ordentligt, og man skal såvel i sit arbejde som i andre gøremål være omhyggelig. Det søger han selv at leve op til, og forventer det også af andre. Til gengæld er han altid klar med venlighed, hjælp og råd. Han er et udpræget familiemenneske, hvor aktiviteter sammen med husturen Else og døtrene Christina og Maria bliver prioriteret højt. Jens Hukiær var selv en habil motionist på tennisbanen, indtil knæproblemer satte en stopper for den aktivitet. Nu svinger han i stedet golfkøllerne, og også her kan han tilskrives bedømmelsen en god motionist.

Breaking
Vindmølle er løbet løbsk
Luk