Journalister får bøder for læk af følsomme oplysninger

Retten i Aarhus fastslår, at det var strafbart, da hjemmeside videregav personlige helbredsoplysninger.

En journalist og en redaktør er torsdag straffet med dagbøder i en sag ved Retten i Aarhus.

Kjeld Hansen og Nils Mulvad er hver blevet idømt fem dagbøder á 500 kroner.

På hjemmesiden www.aabenhedstinget.dk fortalte de i oktober 2010, at en mand og hans hustru på en bestemt gård var blevet smittet med MRSA-bakterier.

Ifølge anklageskriftet stammede oplysningerne fra en person, der gennem sit virke havde fået oplysninger om sagen.

Retten finder, at journalisten og redaktøren har overtrådt straffeloven ved at offentliggøre de personlige helbredsoplysninger.

I offentligheden er der jævnligt debat om de resistente MRSA-bakterier i svinebesætninger.

For nylig kom det frem, at der har været tre tilfælde, hvor personer er døde som følge af infektionen. De tre havde dog ikke selv nogen kontakt til svin.

Journalist Kjeld Hansen og redaktør Nils Mulvad har forsvaret deres handlinger med, at det er i offentlighedens interesse at blive informeret om, på hvilke steder de livstruende infektioner er konstateret.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst