EMNER

Journalister idømt betinget fængsel

RØNNE:To DR-journalister dømt til at udføre samfundstjeneste, fordi de begik valgfusk i forbindelse med det seneste EU-valg. To journalister ved DR Bornholm blev fredag idømt betinget fængsel, fordi de begik valgfusk i forbindelse med EU-valget i 2004. Den ene, Maria Evald, blev af en domsmandsret i Rønne straffet med tre måneders fængsel, som blev gjort betinget af, at hun udfører samfundstjeneste i 80 timer. Hendes kollega, Anne Nordenhof, blev straffet med 40 dages betinget fængsel og til at udføre samfundstjeneste i 30 timer. Retten sagde, at de to journalister havde været udsat for et ledersvigt. Det var årsagen til, at de ikke blev straffet med ubetinget fængsel. /ritzau/