Danmark

Journalister skriver kendtes sportsklummer

Det er ikke John "Faxe" Jensen, der hver dag skriver sin sportsklumme i B.T. Det er en af avisens journalister

Journalister skriver kendtes sportsklummer

Den tidligere europamester i fodbold, John "Faxe" Jensen har hver dag sin egen klumme i B.T. under EM.

Her giver han helt eksklusivt for avisen sit syn på slutrunden og landsholdet.

Så skulle man tro, at "Faxe" fik frygteligt travlt herunder slutrunden, men han kan godt tage den med ro, for det er slet ikke ham selv, der skriver klummen. Det fortæller Presselogen på TV2 News.

Det er i stedet journalisterne på B.T., der sørger for, at John "Faxe" Jensen og andre klummeskribenter ikke behøver at sætte sig til tasterne.

Klummen bliver til, ved at den såkaldte klummeskribent bliver ringet op af en journalist på redaktionen.

- En journalist skriver ned, hvad den pågældende person har på hjerte og vil have med i klummen, fortæller B.T.'s sportsredaktør Jacob Staehelin til tv-stationen.

Det er ikke ualmindeligt. Hverken Bjarne Riis eller Stig Tøfting, skriver deres egne klummer.

På B.T. har Jacob Staehelin skrevet klummer for cykelrytteren Michael Rasmussen og nu også for John "Faxe" Jensen.

- Jeg kender dem, og jeg kender deres sprog, for det er vigtigt, at vi sammen får det til at lyde som om, at det er vedkommende, der skriver, siger han til Presselogen.

/ritzau/