Fodbold

JSI tabte på straffespark

JERSLEV:En scoring to minutter før tid på et tvivlsomt straffespark, kostede Jerslev-Sterups serie 4 i fodbold et nederlag på 1-2 til topholdet Flauenskjold. JSI er atter tilbage under nedrykningsstregen, men det var faktisk Jerslev-holdet, der dominerede kampen straks fra kampens start. - Vi sad på dem fra første fløjt, arbejdede hårdt, og spillede noget af det bedste fodbold længe set, navnlig i første halvleg. Så er det ærgerligt, når nu Flauenskjold scorer til 1-0 på holdets eneste målchance i hele første halvleg, efter cirka en halv times spil, var første kommentar fra JSIs spillende træner Henrik Esbensen. JSI havde store chancer i første halvleg til Thomas Iversen, Jacob Christensen og Henrik Esbensen, men først 10 minutter ind i anden halvleg fik holdet den fortjente udligning. Thomas Birkmose forsøgte et gennembrud, men blev fældet bagfra, og fik tilkendt straffespark. Det udnyttede Jimmi Ritter til scoringen til 1-1. Efter udligningen fortsatte JSI med at køre på, men scoringerne udeblev. I kampens sidste kvarter måtte Henrik Esbensen foretage et par udskiftninger, og det gik ud over spilrytmen. To minutter før tid fik Flauenskjold så tilkendt det tvivlsomme straffespark. Jesper Spejlborg løb side om side med en Flauenskjold-spiller, og pludselig lød fløjten, og dommeren pegede til de flestes overraskelse på straffesparkspletten. - Surt at miste point på en tvivlsom kendelse - det fortjente vi ikke. Det er typisk, at vi har nok af chancer til selv at afgøre tingene, men vi er ikke skarpe nok. Vi mangler en rigtig målfarlig forward, siger Henrik Esbensen. P.S.