Udland

Jubel da Taliban henretter kvinde offentligt

Kvindernes vilkår i Afghanistan er fortsat underlagt Talibans religiøse tyranni, hvor Allah står bag straffen.

Jubel da Taliban henretter kvinde offentligt

Et medlem af Taliban har i Afghanistan offentligt henrettet en kvinde, der var mistænkt for utroskab. Det skete foran en menneskemængde nær hovedstaden Kabul.

En video af henrettelsen, som nyhedsbureauet Reuters er i besiddelse af, viser, at den strenge islamistiske gruppe også styrer loven tæt på den afghanske hovedstad.

I den tre minutter lange video nærmer en turbanklædt mand sig kvinden, der knæler i støvet. Han skyder hende fem gange på klos hold med en automatriffel til de omkring 150 mandlige tilskueres jubel i en landsby i Parwan-provinsen.

- Allah advarer os om ikke at begå utroskab, fordi det er en forkert vej. Det er på Allahs ordre, at hun bliver henrettet, siger en anden mand, mens bødlen går tættere på kvinden.

Provinsguvernør Basir Salangi siger, at videoen er optaget for en uge siden i landsbyen Qimchok i Shinwari-distriktet omkring en times kørsel fra Kabul.

Den slags sjældne afstraffelser er en smertefuld påmindelse til Afghanistans myndigheder om Taliban-styret fra 1996 til 2001. Det giver også anledning til bekymring om behandlingen af afghanske kvinder 11 år inde i den Nato-ledede krig mod Taliban.

- Da jeg så denne video, lukkede jeg mine øjne. Den kvinde er ikke skyldig, Taliban er skyldig, siger Salangi til nyhedsbureauet Reuters.

Den ukendte kvinde, hvis krop for størstedelen var indhyllet i et sjal, væltede om på siden efter at være blevet skudt adskillige gange i hovedet. Derpå råbte tilskuerne: "Længe leve den afghanske mujahideen!" En betegnelse, Taliban bruger om sig selv.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Taliban.

På trods af tilstedeværelsen af flere end 130.000 udenlandske soldater og 300.000 afghanske soldater og politi er det lykkedes Taliban at samle sig ud over de traditionelle bastionen i syd og øst - nu også i mere fredelige områder som Parwan.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.