Udland

Jubel efter foreløbig optælling: Krim vil være russisk

Der er stor opbakning på Krim til at tilslutte sig Rusland. Borgerne på Krim fejrer afstemning med koncert.

95,5 procent af vælgerne på Krim har stemt for, at den ukrainske halvø skal tilslutte sig Rusland.

Det viser de foreløbige resultater, efter at halvdelen af stemmerne fra de 1200 valgsteder på Krim er talt op, rapporterer det russiske nyhedsbureau Ria.

Mandag vil de lokale myndigheder på Krim erklære halvøen for uafhængig af Ukraine og officielt ansøge om at tilslutte sig Rusland.

Flere tusinder jublende Krim-borgere var søndag aften samlet i hovedbyen Simferopol og havnebyen Sevastopol, hvor de viftede med russiske flag og råbte "Rusland, Rusland".

- Vi er hjemme, står der søndag aften i grønne bogstaver på regeringsbygningen i Simferopol.

Resultatet af folkeafstemningen bliver fejret med alkohol og glædestårer.

- Dette er en stor dag. Jeg ændrer mit pas til et russisk, så snart jeg kan. Livet bliver anderledes og bedre, siger 36-årige Aleksij.

I Sevastopol, hvor den russiske sortehavsflåde har hjemme, bliver resultatet ligeledes fejret med slagsange, musik og rigelige mængder alkohol.

Tidligere på dagen var der koncert, der startede nogle timer før, at valgstederne lukkede klokken 19. Et af den russiske præsident, Vladimir Putins, yndlingsbands optrådte.

Forsangeren blev mødt af jubelråb, da han mellem sangene heppede på Krims uafhængighed.

Og mange borgere glæder sig over resultatet.

- Ukraine var knyttet til Krim som en sæk kartofler.

- I dag besøgte jeg et valgsted. Jeg sov kun den halve nat, fordi jeg håbede på, at vi ville blive forenet med Rusland, siger Lucija Prokorovna på 60 år.

Tamara Lujkoka bar rundt på sin toårige søn under festlighederne.

- Denne lille en vil ikke have nogen erindring om Ukraine, og det er godt, siger hun med et stort smil.

1,5 millioner var stemmeberettigede ved folkeafstemningen, som er blevet kaldt forfatningsstridig og ulovlig af den ukrainske overgangsregering samt USA og EU.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.