Jubel efter gulddrama

Støvring IF's piger vandt Skandia Cup efter "golden goal" i finalen

STØVRING:Den danske landsholdsangriber Jon Dahl Tomasson har været der. Ligeledes har der været fodboldstjerner fra storklubber som Arsenal, Juventus og Inter på Lerkendal Stadion i Oslo, hvor den norske mesterklub Rosenborg har hjemmebane. Og lørdag optrådte endnu et kuld stjerner på grønsværen, da Støvring IF's pigehold efter et sandt drama vandt finalen over det norske hold Innstrandens og dermed tog guldet i årets Skandia Cup med hjem til Himmerland. Pigerne vandt 2-1 efter forlænget spilletid, hvor Tinna Christensen blev matchvinder med sit "golden goal", der var hendes andet mål i finalen. Guldet blev dog først og fremmest sikret igennem en stærk holdindsats og en fantastisk tilskueropbakning fra Støvrings to drengehold. - I starten var det en meget hård fight. De (Innstrandens, red.) var fysisk stærkere end os, så det teknisk polerede spil, vi gerne vil spille, havde hårde betingelser, forklarer en glad træner, Henrik Bundgaard. Han nævner drengeholdene, som en væsentlig faktor. De var tidligere blevet slået ud af Skandia Cup, men sad klar på tribunerne. - De to drengehold, gav en fantastisk opbakning. Uden den støtte kunne det sagtens være, at resultatet var blevet anderledes, siger træneren. Svære odds Det var ikke bare det fysiske spil, der gav pigerne svære odds. Bolden var en "kanonkugle", og det betød en bunke fejlafleveringer fra Støvring-pigerne. Alligevel var det Støvring IF, der efter 10 minutter kom foran. Katrine Buhl lavede et flot gennembrud på venstrekanten og fandt en udækket Tinna Christensen, der var sikkerheden selv foran mål. Innstrandens fik reduceret fem minutter før halvleg, men Støvring IF genvandt overtaget og havde det hele anden halvleg. Desværre formåede pigerne ikke at omsætte overtaget og chancerne til mål, og derfor måtte kampen ud i "golden goal". Overtaget i kampen gjorde sig også gældende i hjørnesparks-statistikken, hvor Støvring IFførte 7-0. Og reglerne var sådan, at det ville give holdet sejren, hvis der ikke blev scoret i den ekstra spilletid. Men det gjorde der. I kampens allersidste minutter ofrede Ida Bundgaard sig i en hovedstødsduel. Hun fik en blodnæse, men spillede samtidig Tinna Christensen fri foran mål. Iskoldt udplacerede hun en ellers velspillende norsk målmand, og hele Støvring-lejren gik amok. Græsset på Lerkendal blev invaderet og propperne på børne-champagnen sprang i vejret. I den efterfølgende sejrsceremoni kunne Christina Norup modtage pokalen i bedste Wembley-stil. Rystet sammen Søndag vendte en flok trætte, men glade og stolte drenge- og pigespillere hjem til Støvring. Turleder Søren Rask kunne berette om en vellykket tur uden uheld, og med mange socialt gode oplevelser på tværs af de tre hold. Et af formålene med den otte dage lange tur var netop at få drenge- og pigespillerne rystet sammen, og det virker til at være lykkedes. - Selvfølgelig var det specielt at have et hold i finalen på Lerkendal Stadion, men den største oplevelse var den store opbakning drengene gav pigerne i den vigtige kamp, lyder det fra Søren Rask. Og så kan Jon Dahl Tomasson, Arsenal, Juventus og Inter ellers bare komme an.