Jubel over udsigt til både-jobs

Fagbevægelsen glæder sig over båd-projekt og håber nu på offentlige penge

HJØRRING: - Det er en rigtig god nyhed, men nu må regeringen så også på banen. Sådan lyder det fra fagbevægelsen i Hjørring ovenpå nyheden om, at der måske er flere hundrede hårdt tiltrængte jobs på vej til byen. Folkene bag et projekt om en bådevirksomhed, et endnu ukendt sted i Hjørring, håber at kunne skabe 200 eller flere nye arbejdspladser inden for de kommende år, og de udmeldinger vækker glæde hos formanden for LO i Hjørring,Ole Carlsen. - Det er så vigtigt, at vi ikke forfalder til klynkerollen efter de mange virksomhedslukninger vi har set. Derfor kommer det her projekt, som sendt fra himlen. Det er dejligt, at folk som vi kender fra en virksomhed som Martin, mener at der er noget at bygge på her i Hjørring, siger Ole Carlsen, der håber på mange nye arbejdspladser. - Jeg formoder det her er velegnet for mange af dem, som bliver arbejdsløse fra slagteriget. Det er klart, at der skal ske en omstilling, men det her arbejdspladser til hænderne og ledige hænder er der rigeligt af i Hjørring, siger Ole Carlsen. Parterne bag projektet har endnu ikke stillet betingelser om offentlige kroner til projektet, men Ole Carlsen håber på, at der nu kan komme realiteter bag de mange løfter om kontant hjælp til Nordjylland, som valgkampen var så fuld af. - Man har jo talt alvorligt om en udviklingsfond og man ved, at Hjørring har behov for det. Så måske kan der skabes den nødvendige medfinansiering fra det offentlige gennem sådan noget. Det er i hvert fald vigtigt, at vi nu holder politikerne fast på de løfter de kom med til Nordjylland - nu er chancen der, siger Ole Carlsen. Det er endnu uvist, hvornår planerne bliver til en realitet. Ifølge Torben Johansen fra firmaet Scandinavian Yacht Interiors A/S, der - sammen med sin bror Peter Johansen - står bag projektet, så er der investorer på banen og man skal nu igang med en detaljeret forretningsplan. Læs mere i 1. sek.