Jubel på Peterspladsen over valg af pave

Hyldest til ny pave, som nogen dog kalder fortidens mand

ROM: Titusinder af troende var tirsdag aften samlet på Peterspladsen i Rom for at hylde Joseph Ratzinger, der efterfølger Johannes Paul II som den 265. pave. Et massivt jubelbrøl rejste sig fra de titusinder af troende, der var samlet på Peterspladsen i Rom, da Vatikanets store klokke tirsdag - efter de forsamlede havde ventet i 10 pinefulde og usikre minutter - begyndte at ringe som et sikkert tegn på, at kardinalerne har valgt en ny pave. Inden da havde smilene og glædestårerne vist sig hos mange af de forsamlede, der holdt blikket fast rettet mod skorstenen på Det Sixtinske Kapel, hvor der umiddelbart inden klokken 18.00 blev sendt hvid røg ud. Italienske, brasilianske, franske, mexicanske, spanske, tyske, libanesiske og adskillige knap så genkendelige flag fra hele verden vajede på Peterspladsen, som fyldtes af endnu flere mennesker, der i hast strømmede til fra Roms gader og stræder, da nyheden om valget af den ny pave blev kendt. På mindre end en halv time var pladsen fyldt til bristepunktet med ikke kun Roms indbyggere, men katolikker der var rejst til fra hele verden. Lokale fjernsynsstationer vurderede, at op mod 100.000 mennesker var strømmet til Peterspladsen og nu også fyldte de tilstødende gader. - Ved Den Hellige Faders (afdøde Johannes Paul II, red.) grav bad jeg for, at vi ville få en ny pave i dag, og nu har vi en, sagde søster Lydia, som hoppede op og ned på en stol mens hun klappede i begejstring. Den otteårige Pierfrancesco, der også havde taget en stol til hjælp for bedre at kunne se, råbte ned i en mobiltelefon: - Mor, vi har en pave, vi har en pave! Han var kommet fra Toscana sammen med sin bedstemor. En mexicaner svingede sit hjemlands flag og råbte begejstret: - Habemus papam, habemus papam! ("Vi har en pave, vi har en pave", red.) Da dørene til balkonen ud mod Peterspladsen gik op og Joseph Ratzinger, der som pave tager navnet Benedikt XVI, trådte frem på balkonen for at fremsige sin første "Urbi et Orbi" velsignelse, ville jublen fra folkemængden tilsyneladende ingen ende tage. Tidligere på dagen troede de tusinder, der havde samlet sig ved Vatikanet i Rom, at en pave var valgt, men det viste sig at være falsk alarm. Den røg, der havde set hvid ud, da den først steg op fra den spinkle skorsten, viste sig at være sort, og de klokker, der kimede, sad ikke på Vatikanet, men på en nærliggende kirke, hvor klokken slog 12.00. En overgang troede selv medarbejderne på Vatikanets egen fjernsynsstation, at røgskyerne var hvide. - Den er hvid, den er hvid!, lød det fra speakeren, der få sekunder senere skuffet måtte konstatere, at røgen var sort. Kort efter klokken 18.00 begyndte klokkerne på Paris' Notre Dame-katedral at kime, og tirsdag aften ventedes valget af Johannes Paul II's efterfølger at blive markeret ved en messe i katedralen, rapporterede det franske nyhedsbureau AFP. Jubelen var ligeledes massiv blandt de troende, der fulgte med i begivenhederne i Rom via en storskærm, der var sat op på pladsen foran Notre Dame. Men også enkelte buh-råb blandede sig i jubelen, og en amerikansk kvinde, der ikke ville oplyse sit navn, råbte "Fy! Fy!". - Jeg har set, hvad denne mand står for. Hvad betyder hans udnævnelse for kvinder, homoseksuelle, for kirken i fremtiden?, sagde hun til AFP. Også Manuel Jimenez fra Andalusien udtrykte skuffelse. - Dette er fortidens mand, ikke nutidens eller fremtidens. Valget af ham er et tilbageskridt, sagde Jimenez. Udnævnelsen af Joseph Ratzinger som den 265. pave ventedes tirsdag aften at blive markeret i katolske kirker verden over. /ritzau/AFP