Frøstrup

Jubeldag for Frøstrup-Hannæs

For første gang i klubbens historie har Frøstrup-Hannæs IF nu et serie 2-hold

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der blev jublet til den store guldmedalje på Frøstrup Stadion, hvor Frøstrup-Hannæs IF vandt over Nykøbing og sikrede den historiske oprykning til serie 2. Foto: Peter Mørk

Triumfen var dobbelt for den unge Frøstrup-Hannæstræner, Thomas Rægaard, efter lørdagens oprykningskamp mod Nykøbing IF. For ikke alene vandt holdet og rykkede op, den dygtige træner satte også sit store fodaftryk på kampen med to flotte scoringer og en assist. Så glædesudbrudene i omklædningsrummet efter kampen var forståelige, og med oprykningen skrev holdet klubhistorie ved som det første, at have spillet klubben i serie 2. Men inden jubelen kunne bryde løs, skulle holdet gennem 90 nervepirrende minutter. Thomas Rægaard fortæller, at spillerne var rystende nervøse i kampens start og at det betød, at holdet kom til at spille meget defensivt: - Vi var bange for at give bolden væk og dumme os, og det kunne ses i indledningen. Men i det 15. minut spillede Thomas Rægaard Daniel Lynge fri, og han nettede til 1-0. Det gav lidt ro, og da Thomas Rægaard scorede til 2-0 25 minutter inde i kampen, fik selvtilliden endnu et nøk. Men kun fem minutter senere reducerede Nykøbing til 1-2 og uroen bredte sig igen. Ti minutter før pauseteen øgede Thomas Rægaard til 3-1 og gav sig selv og holdet en god fornemmelse at gå til pause med. Anden halvleg blev en stor fight. Og med kun ti minutter tilbage fik Nykøbing tilkendt et straffespark, som kunne have rystet Frøstrup-Hannæsspillerne igen. Men de brændte, og med sit slutfløjt satte dommeren gang i en gevaldig fest i Frøstrup-Hannæs IF, som i den kommende sæson har Serie 2-status og stadig med Thomas Rægaard ved roret.