Jubii... første spadestik

Efter halvandet års venten får eleverne deres teatersal

BÆLUM:Det skal være endnu mere attraktivt at være elev på Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum. Derfor blev det første spadestik til en teatersal på 280 kvadratmeter med stor scene og plads til 250 tilskuere taget i går. Eleverne på skolens dramalinie kan glæde sig til endnu bedre forhold. Indtil nu har de øvet sig og optrådt i gymnastiksalen. - Jeg håber, det vil være med til at udfolde endnu mere kreativitet blandt jer elever, for lige siden jeg startede her, har jeg glædet mig til at få en ny sal med flere muligheder, sagde formand for skolens bestyrelse, Knud Kristiansen, i sin velkomsttale. Han gik selv på skolen for 45 år siden. - I dag er lånemulighederne på plads, så nu kan Berno og jeg sove roligt om natten igen, sagde Knud Kristiansen og tog han det første spadestik til en ny teatersal. For det har ikke været helt nemt at få en teatersal på ungdomsskolen. - Sidste år fik vi at vide, at hvis ikke der var indsigelser, så ville vi få salen færdig til den forestilling, vi har haft her i marts måned, sagde elev Michael M. Skov fra dramalinien. Alle på skolen regnede med, at teatersalen ville være en realitet sidste år, men én nabo kom i vejen. - Det har været en længere proces, end vi regnede med, da vi fik en naboklage, men det er vi ovre nu, sagde forstander Berno Jakobsen. Nabo forsinkede salen Klagen fra naboen var rettet som en general kritik af ungdomsskolens bygninger, og vedkommende anførte dengang, at planerne om teatersalen ville betyde en overskridelse af den tilladte bebyggelsesproces. Men Udvalget for Teknik og Miljø var ikke enige med naboen. - Udvalget har set på forholdene ved skolen, og vi vurderer, at tilbygningen ikke vil medføre gener for naboen, sagde udvalgsformand Henrik Christensen tilbage i juni måned. Så nu kan forstander Berno Jakobsen også tilgodese eleverne, der har valgt drama. - Skolens dramarlinie har indtil nu måttet nøjes med mindre gode forhold end for eksempel musiklinien, sagde forstander Berno Jakobsen, efter det første spadestik var taget. Som afrundning på dagen fik Kristian Klitgaard fra dramalinien efter stor klapsalve og hujen fra de andre elever lov til at tage det andet spadestik på vegne af skolens 94 elever. - Tak, fordi I inspirerer os med denne sal. Jeg ser frem til, at endnu flere mennesker kan komme og se vores skuespil, sagde Kristian Klitgaard, før han smed jorden op på græsset og fik en is sammen med de andre elever som tak for en god dag.