Sukkersyge

- Jubiii - vi skal til Lalandia

Sukkersyge Mads Holtegaard Rasmussen inviterer hele klassen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hele 3. b. på Løgstør Skole fotograferet med Mads - nu skal klassen til Lalandia sammen. Foto: Grete Dahl

LØGSTØR:Selvom det til daglig er rigtig træls og giver en masse bøvl og begrænsninger, så kunne 9-årige Mads Holtegaard Rasmussen fra 3. b. på Løgstør Skole i går godt glæde sig bare en lille bitte smule over, at han har sukkersyge. Det er nemlig sygdommen, der er skyld i, at han nu kan invitere alle sine klassekammerater og to lærere med til Lalandia i Billund til efteråret. I går fik Mads nemlig ved en reception på Løgstør skole overrakte hele 50.000 kr. fra "Drømmefonden Simpelwins". Det betyder, at Mads kan få opfyldt sit store ønske om at invitere alle klassekammeraterne med i det store feriecenter - med alt betalt. - Jeg glæder mig helt vildt. Det har været spændende, om det nu også blev os, der vandt konkurrencen, lød det fra Mads, som har konkurreret mod to andre om at erobre flest stemmer på fondens hjemmeside og dermed få fingre i de 50.000 kr. fra fonden. Og Mads vandt stort. Han hev 57 procent af alle de stemmer, der er afgivet. Sejren betød, at fonden i går inviterede til reception på Løgstør Skole, hvor Mads fik overrakte et diplom, som synligt bevis på, at han blev nummer et - og den store buket blomster, han også fik, sendte han skyndsomt videre til klasselærer Anette Rasmussen. Herefter blev Mads og klassekammeraterne trakteret med børnechampagne, flødeboller og chips. Det betød, at Mads lige måtte skrue lidt op for insulinpumpen for at kunne tage del i de lækre sager. - Vi skal nok få det rigtig sjovt, jeg er sikker på, vi får mange is, lød det fra Mads til alle klassekammeraterne, der sad bænkede rundt om et bord i skolens mediatek, mens de tog for sig af retterne. Janni Christensen, der er mor til Mads, har lagt et stort arbejde i at sikre sin søn sejren, så hun var glad på hans vegne, da prisen i går blev overrakt. - Idéen opstod en aften, hvor vi sad og surfede på nettet. Mads var lidt trist over, at han har sygdommen, fordi han i skolen den dag havde haft lavt blodsukkerindhold. Det betød, at kammeraterne i klassen var kommet med frugt til ham. Hjælpen fra kammeraterne betød, at han gerne ville gøre noget for dem, og så var det var, vi kom forbi fondens hjemmeside og fik ham meldt til, fortæller Janni Christensen, der er glad for at kunne give noget tilbage til sønnens klassekammerater. - I hverdagen går Mads i det han selv betegner som "Verdens bedste klasse". Hans klassekammerater støtter ham så meget i hverdagen, de deler gerne deres madpakker med ham, hvis han lige føler, han har lavt blodsukker eller henter en lærer, hvis han er skidt. - De er også rigtig søde til at tage hensyn til ham i forbindelse med fødselsdage og andre arrangementer, fortæller Janni Christensen, der har haft alle sejl sat til for at skaffe Mads stemmer på hjemmesiden. Eleverne er blevet udstyret med sedler som er delt ud til f.eks. venner, naboer og i sportsklubberne, og så har Facebook også været taget til hjælp for at få stemmer og skaffe Mads sejren.