Jubilæum hos spejdere

KFUM-spejdere fester lørdag i Jerslev

mange elsker spejderlivet, men ikke så mange som tidligere. Arkivfoto: Martin Damgård

mange elsker spejderlivet, men ikke så mange som tidligere. Arkivfoto: Martin Damgård

JERSLEV:Det er i år 40 år siden, KFUM-spejderne i Jerslev havde sin spæde start. To fædre henvendte sig til daværende lærer i Klæstrup, Birte Nielsen, og opfordrede hende til at sætte spejderarbejde i gang i Jerslev. Det lykkedes for Birte Nielsen at finde tre andre voksne, der var med på ideen. Derfor kunne en flok på 13 drenge holde deres første møde i februar 1968 på Jerslev gamle skole med Lis Børjesson, Birthe Poulsen, Kaj Christiansen og Birte Nielsen som ledere. De tre første år hørte flokken i Jerslev under gruppen i Brønderslev, men blev i 1971 selvstændig. Det var ikke ideelt at dele lokale med en skoleklasse, da alt skulle ryddes væk efter hvert møde. Glæden var derfor stor, da spejderne fik lov til at benytte et rum i skolens kælder, men glæden varede kun kort tid, idet rummet en dag var totalt oversvømmet. Heldigvis var der et par tomme rum i kælderen under det tidligere kommunekontor, som spejderne fik lov at benytte. Herefter behøvede ulveungerne ikke mere at tage til Brønderslev, hvis de ville videre i spejderarbejdet, da der nu var mulighed for tropsarbejde i Jerslev. Forholdene for spejderarbejder viste sig at skulle blive endnu bedre. I 1972 blev der stiftet en forældreforening, hvis første opgave blev at købe en mindre landejendom, der blev indrettet til spejderhus, det nuværende Spejderhus på Spejderstien, der er blevet renoveret og udvidet flere gange. Gennem årene har spejderne deltaget i adskillige lejre og løb, ligesom de har medvirket ved mange arrangementer i Jerslev. Spejderne står således hvert år for kaffeteltet på Jerslev marked, ligesom de deltager i Open by Jerslev, trailermarkeder og lignende. For at forbedre økonomien stod spejderne i mange år for indsamling af aviser og flasker i området. I de senere år har de stået for omdeling af telefonbøger. Endelig er der spejdernes egen fest, der holdes hvert år i maj. Inden festen rigtig går i gang med loppemarked, servering af helstegt pattegris og forskellige boder, deltager spejderne og deres ledere i gudstjenesten i Jerslev kirke. 40-års jubilæet markeres ved spejderfesten søndag 25. maj med kagemand, kaffe og saftevand til alle. Interessen for spejderarbejdet har tidligere været meget stor i Jerslev, men her som andre steder i landet er medlemstallet faldende, så der i dag kun er ca. 60 aktive spejdere. ruk