Jubilæum i seniorklub

En novemberdag for tyve år siden var Kristian Nielsen, Ove Westergaard og Henry Larsen samt Lars Brøndum som tovholder initiativtagere til at få dannet en seniorforening i Skovsgård.

EMNER 1. december 2010 07:42

En forening, hvor man kunne mødes en gang om ugen i vinterhalvåret. Forslag til aktiviteter var gymnastik, folkedans, og i øvrigt socialt samvær med kaffe og hyggesnak. Ideen blev til virkelighed, Klub 90 blev stiftet. Det blev senere til flere indendørs aktiviteter som tæppecurling, petanque, billard og bob, og det uundværlige kortspil. Som første formand valgtes nu afdøde Kaj Christiansen, Næste formand var nu afdøde Søren Sørensen. Senere blev det Egon Christensen, Lars Brøndum, Lissy Larsen, og Knud Møller Madsen . Skovsgård havde allerede en mangeårig pensionistforening. Det viste sig nu, at to foreninger for ældre var lidt for meget. De to foreninger slog sig sammen og Skovsgård Seniorklub blev dannet med Knud Møller Madsen som formand. Han fortæller, at Seniorklubben har 65 medlemmer heraf mødes ca. 40 hver mandag i Skovsgård Multihus, hvor der er fysiske aktiviteter, udvidet med foredrag og anden underholdning og månedlige spis sammen middage. Aktiviteterne er nu udvidet til også at omfatte sommerhalvåret. - Her mødes vi en gang om ugen til stavgang i områder i tidligere den Brovst Kommune. Der deltager omkring 30, fortæller Knud Møller Madsen. Bestyrelse består ud over formanden af Inge Pedersen, Poula Brøndum, Jens Simonsen og Niels Kyndi. Den festlige del af 20 års jubilæet bliver fejret i forbindelse med Skovsgård Seniorklubs julefrokost, der holdes på lørdag 4. december fra middag i Skovsgård Multihus. Her vil der være underholdning og musik til frokosten, og eftermiddagen slutter med dans. Naboforeningerne i Brovst og Halvrimmen, som man mødes med til bl.a. fester og udflugter, er indbudt til at deltage i jubilæet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...