EMNER

Jubilæum

Kirsten Walsted

Kirsten Walsted

Torsdag: Kirsten Glavind Walsted, Bækken, Sæby, 40 år i Spar Nord Bank. Kitte, som er Kirstens daglige kaldenavn, startede 1. oktober 1969 i Spar Nord, Nytorv afdeling, Aalborg som dengang var beliggende, hvor varehuset Salling i dag har til huse. Men snart gik turen over fjorden til den dengang lille afdeling i Vadum med kun to ansatte, hvorfor arbejdsopgaverne var meget afvekslende og lærerige. Ni år senere i 1979 flyttede Kitte til Aabybro afdeling, hvor familien havde boet siden 1969. I 1987 flyttede hun og familien endnu længere nordpå, nemlig til Sæby, som viste sig at være det helt rigtige sted og det sted, hvor familien følte sig rigtigt godt hjemme. Kitte fik samtidig ansættelse i Spar Nord Sæby, hvor hun kort tid efter var at finde i erhvervsafdelingen for servicering af erhvervskunderne. Her har hun arbejdet lige siden. Selvom Kitte nu har været 40 år i finanssektoren, er hun oprindeligt uddannet kontorassistent i jern- og stålgrossistfirmaet S.C. Sørensen A/S i Randers. Ved ansættelsen i banksektoren gik hun straks i gang med efteruddannelse først på sparekasseskolen og siden på finansskolen. I fritiden har hun altid været aktiv, og især hendes store interesse for syning og strikning har præget fritidslivet. Som alle, der kender Kitte, ved, er hun et meget omsorgsfuldt menneske, og denne positive side af hendes personlighed kommer i dag til fuld udfoldelse gennem hendes mangeårige medlemskab af Civitan Club Maria, Sæby, som hun var med er med i lige siden starten i 1995. Kitte er også aktivt medlem af Red Barnets lokalkomite. Jubilæet markeres med morgenkaffe på dagen sammen med familien og kollegaer i Spar Nord Sæby.