Bakholm

Jubilæum

Dorthe Christensen

Dorthe Christensen

Mandag: Dorthe Christensen, Fælledvej 29, Hundelev, Løkken, 25 år i Sparekassen Vendsyssel. Dorthe Christensen har været ansat i sparekassen i 25 år, men har kun arbejdet i Vrå i knap et år. For hende er Hundelev hjemme. Hun er født i Bakholm, og selv om hun oprindeligt er udlært i Andelsbanken i Hjørring, så har Jelstrup-Lyngby Sparekasse i Hundelev fyldt det meste af hendes arbejdsliv. Efter 24 år i sparekassens afdeling i Hundelev flyttede Dorthe Christensen sidste år til hovedsædet i Vrå, og det er hun slet ikke ked af. Dorthe Christensen har plads i en lille gruppe, der varetager en række administrative opgaver. Selv er hun bl.a. ansvarlig for lønudbetaling til hele sparekassens personale. Egentlig begyndte hun som kunderådgiver for private kunder, da hun i sin tid flyttede fra læretiden i den daværende Andelsbanken til Jelstrup-Lyngby Sparekasse. Dorthe Christensen er glad for sin hjemegn og er ikke flyttet langt væk hjemmefra. Hun bor i dag sammen med mand og to voksne børn i Hundelev, hvor hun er kasserer i Hundelev ungdoms- og idrætsforening. Tidligere har hun i mange år spillet volleyball i idrætsforeningen, men ellers er det mest huset og familien, som hun bruger sin fritid på. Dorthe Christensen fejrer jubilæet med brunch for kollegerne i sparekassen tirsdag 2. juni.