Redningsvæsen

Jubilæum

Torsdag: Carlo B. Olesen, Østergade 32, Mariager, 25 år hos Falcks Redningskorps i Mariager. Carlo B. Olesen er fra Mariager, hvor han er opvokset og har fået sin skoleuddannelse. Efter færdiggørelse af skoleuddannelsen arbejdede Carlo ved landbruget, indtil han skulle aftjene sin værnepligt ved raketenheden Tune ved Roskilde. Efter veludført værnepligt har Carlo arbejdet med autoophug, jord og beton og senest 14 år ved Mariager Kommune. 1. april 1985 startede Carlo som deltidsbrandmand på den lokale brandstation i Mariager. Her høster han stor anerkendelse blandt ledelse og kolleger for sit engagement i brandvæsenet. Carlo er uddannet som fuldbefaren brandmand og har gennem årene været med til mange udrykninger og store opgaver. Fritiden bruger Carlo sammen med sin hustru Karen, børn og børnebørn samt hus og have. Han bruger herudover meget tid på jagt og fiskeri og er næsten hver dag på fjorden for at udøve fritidsfiskeri.