Jubilæum

Kunderådgiver Inge Volsholt Nielsen, Snehvidevej 10, Brønderslev, 25 år i Sparekassen Vendsyssel.

Inge Volsholt Nielsen
Jerslev 30. november 2011 05:00

Inge Volsholt Nielsen er oprindeligt fra Thise og er uddannet hos SKAT i Brønderslev, hvor hun var ansat i syv år, før hun fik stillingen som sparekasseassistent i daværende Jerslev Sparekasse. Som medarbejder i SKAT havde hun tit med meget utilfredse borgere at gøre, men da hun kom til sparekassen, kom hun til at samarbejde med overvejende glade kunder. Inge Volsholt Nielsen flyttede sammen med sin familie fra Brønderslev til Jerslev, hvor hun blev en meget aktiv del af Jerslev-Sterup Idrætsforening, både som badmintonspiller og som kasserer i badmintonafdelingen. Efterfølgende er Inge og hendes mand Carsten flyttet til Brønderslev. Da Jerslev Sparekasse i 2001 etablerede sig med selvstændig afdeling i Brønderslev, fik Inge Volsholt Nielsen mulighed for at være med til at bygge den ny afdeling op. Hun fortsatte i Sparekassen Vendsyssels afdeling i Brønderslev, og kunderne fulgte med Inge Nielsen, da de to pengeinstitutter blev lagt sammen i 2006. Inge Volsholt Nielsen er desuden pensionsansvarlig i sparekassens afdeling i Brønderslev. Inge Volsholt Nielsen er en meget aktiv og dynamisk person, der sjældent sidder ned ret længe ad gangen. Hun har det bedst, når der sker noget, og hun tager gerne nye udfordringer op - såvel fagligt som privat. Eksempelvis har hun sammen med sin mand bygget familiens sommerhus, og i øjeblikket er det den ene af parrets to voksne sønner, der får hjælp til et carportprojekt. Hun får også lov at passe familiens barnebarn, og endnu et barnebarn er på vej. Jubilæet markeres med reception i sparekassens lokaler på Albani Plads, Brønderslev, torsdag kl. 15-18.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...