Redningsvæsen

Jubilæum

Søndag: Niels Erik Ejdrup, Bønfeldtvej 4, Astrup, Arden: 25 år ved Falcks Redningskorps i Terndrup. Niels Erik Ejdrup er fra Nørholm ved Nibe. Efter endt skoleuddannelse bliver han uddannet automekaniker ved Mercedes i Aalborg. Efter at have overstået sin læretid starter Niels Erik Ejdrup i Forsvaret med tjeneste ved Høvelte Kaserne og Bornholms Værn. Umiddelbart efter at have aftjent sin værnepligt bliver Niels ansat ved Falcks Redningskorps. 1. februar 1984 startede han på stationen i Terndrup. Niels har igennem mange år udført sine arbejdsopgaver med stor faglig dygtighed. Niels Erik Ejdrup er uddannet indenfor sværvogn, autohjælp, brand og ambulance. I de senere år har det været ambulancetjenesten, der har haft hans store interesse. Niels var blandt de første, der blev uddannet behandler og har hele tiden dygtiggjort sig inden for det område. Niels Erik Ejdrup har igennem alle 25 år udført sit arbejde fra stationen i Terndrup. Fritiden bruges sammen med familien på landstedet i Astrup, hvor der også er tid til jagt.