Jubilæum

Inge Buch Sørensen
Aalborg 1. september 2008 06:00

Mandag: Salgsdirektør Inge Buch Sørensen, Annettesvej 4, Aalborg: 25 år i fødevarekoncernen Nowaco A/S, Aalborg. Hun startede som elev hos Nowaco 1. september 1983. Efter to års elevtid fortsatte hun i shippingafdelingen. Derefter har hun bestridt forskellige jobs i salgsafdelingen for Mellemøsten og efterfølgende i Fjernøstafdelingen. Inge Sørensen har i dag det overordnede ansvar for halvdelen af Nowacos oversøiske eksport og samarbejdet med en række af selskabets udlandskontorer. Hun har det daglige ansvar for en omsætning på ca. en milliard kroner, og hendes primære område er Fjernøsten med stor vægt på de tre kontorer i Kina. Inge Sørensen har haft en bemærkelsesværdig karriere som dygtig sælger og leder af et større internationalt salgsteam – siden 1. januar 1995 med titel af salgsdirektør. Hun nyder stor respekt og popularitet hos Nowacos ansatte og er altid med på en spøg og fører an til firmaets fester og sammenkomster. Inge Sørensen har i løbet af de 25 år rejst verden tynd og har en stor del af æren for selskabets positive udvikling igennem årene. Samarbejdet har yderligere udviklet sig til et personligt venskab og partnerskab i den kendte Aalborgvirksomhed Jyden Workwear A/S, som hun og hendes mand har aktiemajoriteten i. Inge er gift med Ole, og de har sønnerne Christian og Mads. I fritiden er hun en ivrig løber og spiller også gerne tennis. Hun deltager desuden ivrigt i sønnernes fritidsinteresser, tennis og ishockey. Derudover bruges fritiden gerne i familiens sommerhus i Skagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...