Jubilæum

Jørn Toft Hansen

Jørn Toft Hansen

I dag: Incident supporter Jørn Toft Hansen, Esbjergparken, Aalborg, 25 år hos it-virksomheden KMD A/S. Umiddelbart efter afslutning som edb-assistent i 1980 blev Jørn Toft Hansen ansat som programmør hos ME-Data. Her var han indtil 1983,hvorefter han var et år på motorkontoret på politigården. I 1984 søgte han nye udfordring som programmør hos Kommunedata I/S. Jørn Toft Hansen startede som programmør på Interne systemer, Løn, Økonomi, PA system og Børneydelser. Han har i hele sin periode som programmør haft interesse i pc’er og teknik og søgte derfor i 2002 til Teknisk ServiceDesk, hvor han i dag yder bruger support primært for Transportministeriet. Her bidrager han flot til, at KMD leverer løsninger til kunderne i henhold til de indgåede aftaler, og samtidig giver han en rigtig god service til kunderne. Jørn Toft Hansen er en meget vellidt kollega, som altid er klar til at give en hjælpende hånd og dele ud af sin viden. Igennem de seneste års store forretnings- og ansvarsmæssige forandringer i servicedesken har han vist stort engagement og vilje til at vinde. Han er far til en datter på 19 år og gift med Luntree, som han deler sine interesser med – nemlig haven, deres høns samt ferier. Jubilæet markeres med reception mandag 4. maj kl. 14.30-16.30 hos KMD, Lauritzens plads 1, Aalborg.