jubilæum

Bjarne Nielsen
Fodbold 16. november 2011 05:00

Fredag: Souschef Bjarne Nielsen, Hølken 20, Løkken, 25 år på Løkken Idrætscenter. Bjarne er hallens allesteds nærværende servicemedarbejder i ordets bedste betydning. Han er fra Vrensted, hvor han indledte sin karriere som pladesmed på Autogården. Efter en årrække i den branche var han på Cubic i Vrå som svejser i tre år, inden han søgte jobbet i Løkken Hallen. Bjarne Nielsens opgaver i Løkken Idrætscenter er meget forskellige. Ud over de praktiske gøremål har arbejdet de senere år også bestået af planlægning og afvikling af træningsophold. I de første år var der omkring 4000 overnatninger årligt, mens idrætscentret i dag har omkring 10.000 overnatninger. Bjarne Nielsen har været med til at arrangere hallens 25 års jubilæum, Løkken Skoles jubilæum, Løkken revyen og de tilbagevendende Antikmessen og Forårsmessen. Bjarne Nielsen er den første, der fejrer 25 års jubilæum på Løkken Idrætscenter, og i de 25 år har han haft fem forskellige chefer. En stor del af Bjarnes fritid tilbringes i selskab med fodboldspillere i GVL. Han er både fodboldtræner, holdleder for førsteholdet og desuden medlem af bestyrelsen. Et par gange om ugen tager han en cykeltur, og ellers er det hans hustru og to børn, der prioriteres. Ferierne tilbringes enten ved Gardasøen eller i badehus på Løkken Strand. På Løkken Idrætscenter er Bjarne Nielsen værdsat som en usædvanlig dygtig og loyal sparrings- og samarbejdspartner. Desuden er han særdeles afholdt af kolleger og gæster. Dagen bliver markeret med reception i hallens cafeteria på fredag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...