EMNER

Jubilæum

jENS mØLLER

jENS mØLLER

I dag: Økonomidirektør i vestjyskBANKs hovedsæde i Lemvig, Jens Møller, Lunde Mark 45, Brovst, 25 år i vestjyskBANK. Han indledte sin bankkarriere som elev i Danske Bank i Aulum i 1971 og havde været i flere af Danske Banks afdelinger, da han i 1985 skiftede til Vestjysk Bank i Holstebro. Her skiftede han ikke alene arbejdsplads, men også jobfunktion. Hvor han tidligere havde beskæftiget sig med kunderådgivning, blev han i Vestjysk Bank ansat i den interne revision. Jens Møller var regnskabschef, da Vestjysk Bank i 2002 fusionerede med Nordvestbank og blev til vestjyskBANK. Efter fusionen fortsatte han inden for det økonomiske område og er i dag økonomidirektør. Han har aldrig fortrudt, at han for 25 år siden valgte at beskæftige sig med bankdrift på de indre linjer. Ligesom det at skifte fra Danmarks største bank til den dengang mindre lokalbank har været en positiv oplevelse. Jens Møller driver Stutteri Lerup sammen med sin partner Michael. Her opdrætter de dressurheste. Stutteriet ligger i et naturskønt område langs Jammerbugten. Foruden hesteholdet på 25 er der på ejendommen en mindre Angusbesætning. Jens Møller sætter pris på at færdes i naturen, og den kan også nydes på parrets fritidsejendom i Fejsø Plantage ved Vind Hede. Den halvanden time lange køretur fra Brovst til Lemvig giver rig mulighed for at tænke tanker, få ideer og reflektere over dagens hændelser. Køreturen bliver ikke mindre interessant af, at den går gennem naturområdet Vejlerne med det rige fugleliv. Jens Møller fejrer sit jubilæum under private former.