Brovst

Jubilæums-år i BIF

BROVST:Brovst Idrætsforening kan i år fejre 75 års jubilæum. Jubilæet markeres bl.a. med en reception lørdag 17. april om formiddagen. Det oplyste BIF-formand Leo Pedersen på generalforsamlingen. Ud over receptionen er der planer om , at alle hold i løbet af sommeren 2004 skal have en jubilæumskamp. - Det er desuden tanken, at vi i forbindelse med vores afslutningsfest i oktober vil lave en samlet fest for at markere afslutningen på sæsonen og som afslutning på jubilæumsåret, sagde Leo Pedersen. Der er flere ideer i jubilæums-udvalget, som arbejder på at få et endeligt program klar omkring turneringsstarten i april. I sin beretning beklagede Leo Pedersen, at det har været så svært at få ynglinge- og juniorhold. Det lykkedes kun at få et enkelt juniorhold i hele kommunen i 2003. - Vi må se fremad. Derfor er vi blevet enige om at forsøge at få et juniorhold under Brovst Idrætsforening, sagde formanden. - Vi håber håber selvfølgelig på en stor opbakning fra de unge og ikke mindst fra forældrekredsen, tilføjede han. Leo Pedersen oplyste, at der til den kommnede sæson er tilmeldt to seniorhold i serie 4 og et enkelt i serie 6. Til bestyrelsen var der genvalg af Niels Peder Søgaard, Jan Ottesen, Tommy Nielsenog Leo Pedersen.