Jubilæums-SIF'er holder både gryden og overskuddet i kog

Idrætsforeningen uddelte hæder for 25. gang

Fodbold 2. marts 2003 07:00

SINDAL: I går aftes festede mere end 500 personer i Sindal Hallen, da Sindal Idrætsforening inviterede til forårsfest med laks, lam og okse og en masse andre kulinariske tilbud, inden der kunne vrikkes til rytmerne fra aftenens band. Traditionen tro skulle der dog også lige være plads til den årlige kåring af årets SIF'er, et skulderklap, som skulle uddeles for 25. gang. Æren tilfaldt i år Jane Christensen, der i mere end en snes år har været aktiv i SIF på mange fronter. Hun har blandt andet smøget ærmerne op, ved Sindal Marked, Dana Cup-indkvarteringen, forårsfest og julefrokost i hallen. - Når der er brug for folk, der vil tage en ekstra tørn til gavn for helheden, er hun altid parat, også selv om hun er hængt op til anden side, lød det blandt andet i begrundelsen. De seneste år har Jane Christensen været primus motor i hallens cafeteria, som ikke bare er vigtig at holde kørende som et tilbud for hallens gæster, men også i forhold til at kunne servere en pæn portion penge, som luner godt i SIF-budgettet. Sidste år gav driften af cafeteriet et overskud på næsten 120.000 kroner, og Jane Christensen arbejdsopgaver består blandt andet i selve styringen af cafeteriet med vagtplaner, indkøb samt mad og afregning i forbindelse med forskellige arrangementer, ligsom hun også selv har nogle af vagterne - Det er en kæmpe indsats og et utrætteligt ulønnet arbejde, som er udført til alles glæde og tilfredshed. Vi er utrolig afhængig af driftsresultatet i Hallens Cafeteria. Det er derfor en stor glæde at kunne meddele, at SIF`s Venner har fulgt en enig bestyrelses indstilling, lød meldingen, hvorefter der lød et bragende bifald.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...