Jubilæumsfest for de handlende i Klejtrup

KLEJTRUP:Klejtrup Handelsstandsforening kan se frem til festivas, når den skal fejre sit 25-års jubilæum lørdag 21. maj på Søkroen i Klejtrup. - Det er dejligt at kunne markere 25-års dagen med en jubilæumsfest, og vi ser frem til, at de inviterede får en god og hyggelig aften, siger formanden for handelsstandsforeningen, Carit Dahl Sørensen. Først skal den årlige generalforsamling dog holdes, men efter mødet er der både spisning, taler, musik og dans til den store jubilæumsfest. Foreningen inviterer medlemmer, æresmedlemmer og andre med tilknytning til foreningen samt deres ledsagere til at deltage i festlighederne. Samme dag vil Klejtrup Lokalhistorisk Forening vise en udstilling fra dengang, hvor foreningen blev noteret som Klejtrup Borger- og Håndværkerforening og frem til nu.