Jubilæumsfest i Syrenparken

I 25 år har de ældre haft dagcenterfaciliteter i Pandrup Kommune

KAAS:Jubilæumskagerne er pyntet med røde marcipanroser og rundt om bordene sidder omkring 40 festklædte mennesker. De er kommet til åbent hus i Syrenparken for at fejre, at dagcenterfaciliteterne i Pandrup Kommune fylder 25 år. Det første dagcenter åbnede i Saltum i 1978 og siden har faciliteterne haft til huse flere steder. Siden 2001 har dagcentret været delt mellem Vester Hjermitslev og Kaas. De ældre er glade for at komme i dagcenter. Her må de selv bestemme, hvad de vil lave. Der er både mulighed for at arbejde i sløjdværkstedet og for at væve, men man kan også bare snakke og spille kort. To af dagcentrets brugere fejrer 25 års jubilæum sammen med institutionen. - Det bedste er at snakke med de andre, siger Jens Erik Nielsen, der er den ene af de to jubilarer. Pouline Christiansen er den anden, og begge får de diplom, blomster og klapsalver. Pouline Christiansens tre døtre og to oldebørn er blandt gratulanterne. - Det er flot at vores mor er kommet her så mange år, så det fejrer vi, siger døtrene.