Jubilæumsfest på Øster Hurup Havn

Regatta markerer havnens 75 års jubilæum

Lørdag holdes den årlige Øster Hurup Regatta med havnens 75 års jubilæum som ekstra krydderi.	Privatfoto

Lørdag holdes den årlige Øster Hurup Regatta med havnens 75 års jubilæum som ekstra krydderi. Privatfoto

Lørdag holder Øster Hurup Havn og Bådklub ikke blot den årlige Øster Hurup Regatta men fejrer også havnens 75 års jubilæum. Dagen begynder med gratis rundstykker og kaffe til alle kl. 9 og fortsætter med blandt andet åbningstale, ringridning for motorbåde, aktiviteter for børn og unge, og distancesejlads. Desuden er der fiskekonkurrence for alle. Voksne og børn kan tage fiskestangen med til Øster Hurup og frem til klokken 17 fiske fra molen, fra stranden, fra en badebro eller en båd. Man kan også sætte garn eller ruse ud fredag eftermiddag, tage det ind lørdag og aflevere den særligt lange, tunge eller sjældne fisk, man måtte fange, til dommeren på havnen. Børn og unge har desuden mulighed for at prøve at sejle i blandt andet optimistjolle og kajak. For dem, der kan lide fart, er der mulighed for en tur i Sea Kart, og til spisningen om aftenen underholder distancesejladsens dommer, Erling Schrøder, med sit crazy show, og Dwight Story spiller.