Jubilæumskoncert på naturcenter

SKAGEN:Espergærdekoret giver i morgen, lørdag, koncert på Skagen Odde Naturcenter. Koncerten, som oprindelig var tænkt afholdt i Skagen Kirke, er blevet flyttet til naturcentret, og den holdes i forbindelse med, at centret åbnes for sæsonen i morgen. Det er en form for jubilæumskoncert, idet 36 af Espergærdekorets medlemmer har valgt at markere korets 20 års jubilæum ved at forære sig selv en udflugt til Skagen. Koncerten begynder ved 13-tiden, og den byder på et meget blandt program. Det er værker af for eksempel Mozart, Bach og Aage Stentoft på programmet.