Jubilæumsvin

Valentin Bianchi Malbec 2001, Argentina. H. J. Hansen Vinhandel (tlf. 98125290) markerer i år, at virksomheden blev stiftet for 175 år siden.

Det er gjort bl.a. med en række prisnedsættelser. Derfor er denne vin kommet ned under de 80 kr., vi har sat som maksimumpris for at være med blandt sommervinene. 75 kr. er jubilæumsprisen, hvilket er knap halv pris. Malbec-druen får lov at folde sig ud. Vinen er fed, tæt og intens. Den fik bestemt et point fra mig. I alt blev det til seks point af de ni mulige. Et par af de kvindelige smagere sprang den over. De fandt den for voldsom. Drikkes til mad, som gerne må være kraftig. Druerne har vokset i San Rafael-distriktet, som ligger noget sydligere end det mere kendte Mendoza.